Indhold

⭐️ ✏️13: Salonlivet på Sophienholm ved Bagsværd sø - i begyndelsen af 1800-tallet. 

⭐️ ✏️12: Vor fortids Vægtervers og Vægtere - ikke et job for tøsedrenge. 

⭐️ ✏️11: Peder Laales Ordsprog ( fra ca. 1350) 

⭐️✏️10: Læseoplevelser fra barn til voksen: 1-10; de er led i en Facebook-kæde fra juli 2018: 

⭐️ Læseoplevelse 1/10: Sangbog. Et udvalg til brug i skole og hjem (2.7)

⭐️ Læseoplevelse 2/10: Astrid Lindgren: Alle vi børn i Bulderby og Edgar Rice Burrough: Tarzan (5.7).

⭐️ Læseoplevelse 3/10: Forskolens Danmarkshistorie (9/7)

⭐️ Læseoplevelse 4/10: Fra H.C. Andersens :Eventyr og Historier: Den lille pige med svovlstikkerne ogNoget. (13/7)

⭐️ Læseoplevelse 5/10: Anne Franks Dagbog (17/7)

⭐️ Læseoplevelse 6/10: Grevinde Leonora Christine: Jammers Minde (19/7)

⭐️ Læseoplevelse 7/10: Herman Bang: Tine (21/7)

⭐️ Læseoplevelse 8/10: Adam Oehlenschläger: Sanct HansAften-Spil fra Digte 1803 (25/7)

⭐️ Læseoplevelse 9/10: Truman Capote:Med koldt blod (30/7)

⭐️ Læseoplevelse 10/10: Anita Moorjani: At dø for at leve ( 31/7)

⭐️ ✏️9: H.C. Andersen:Nissen og Madamen 

⭐️✏️ 8: Sophienholm ved Bagsværd Sø og N.F.S. Grundtvig:Nu falmer skoven trindt om land 

⭐️✏️ 7: Rungstedlund, Ewalds Stue, Karen Blixen og Johannes Ewald - og så er der brev fra Søren Kierkegaard. 

⭐️✏️ 6: Vore klassiske vintersange af S.S. Blicher, B.S. Ingemann og Jeppe Aakjær - med minder om frost, is og sne, om skøjteløb i gummistøvler på skrueskøjter og slædekørsel på broncealderhøje 

⭐️✏️ 5: H.C. Andersen: Nissen hos Spekhøkeren 

⭐️✏️ 4: Viborgbispen Gunners Levned 

⭐️✏️ 3: Hyldest til kakkelovnen

⭐️ ✏️ 2: Dronning Dagmars Død - de danske folkeviser omkring Dronning Dagmar (1186-1212) og Dronning Berengaria (1198-1221), Valdemar den 2. Sejrs to dronninger.

⭐️ ✏️ 1: Folkevise: Den dyre Kaabe - en riddervise  

⭐️✏️ 13: Salonlivet på Sophienholm ved  Bagsværd sø                    -  i begyndelsen af 1800-tallet

13: Salonlivet på Sophienholm - i begyndelsen af 1800-tallet:

Salonlivet på Sophienholm ved Bagsværd sø - artiklen er skrevet til Sophienholms informationsside, der - med billedmateriale - ligger på Sophienholms hjemmeside: sophienholm.dk

Da den rige handelsfyrste Constantin Brun (1746-1836) og hans hustru, den senere velkendte dansk-tyske digterinde Frederikke Brun (1765-1835) i 1790 erhvervede Sophienholm som sommerresidens, var både de økonomiske og kulturelle betingelser til stede for det, der i dansk kulturhistorie har gjort Sophienholm til en af de fornemste repræsentanter for dansk salonliv i det 19. århundrede.

Ægteparret Brun var et umage par. Constantin Brun, der var født i jævne kår i Wismar som søn af en læge, nåede via sit store handelstalent højt op på datidens sociale rangstige - i 1829 blev han tildelt Dannebrogsordenens Storkors, i 1831 udnævntes han til geheimekonferensråd, og ved sin død i 1836 efterlod han sig en formue på 2 mill. rigsdaler. Han skildres som praktisk og driftig, en god økonom, om hvis sparsommelighed på ydmyge poster der i samtiden verserede mange komiske anekdoter. Han var ikke blot købmand med liv, men også med sjæl - for de skønne kunster havde han kun ringe sans: Poesien spottede han som barnestreger, og han "(...) betragtede Maanen som Tidsmaaler, og som en god stor Lygte, hvis Lys ingen Penge kostede" (Adam Oehlenschläger).

I modsætning hertil var hans hustru Frederikke i besiddelse af et åbent sind for naturen poetiske kvaliteter. Hun var datter af sognepræsten ved den tyske kirke Skt. Petri i København, dr.theol. Balthasar Münter (1735-1793) og tilegnede sig i sit barndomshjem en litterær og æstetisk dannelse, der blev grundlaget for hendes i datiden så usædvanlige kvindeskæbne. Da hun var 12 år gammel, indviede digteren Johannes Ewald hende til digterkaldet med et let kys på hendes pande, og i 1782 lod faderen hendes første digteriske forsøg udsende tillige med en rejsekildring fra Tyskland, en genre, der sammen med naturpoesier og prosaidyller i tidens følsomme stil skulle komme til at udføre hovedparten af hendes senere forfatterskab. Disse rejseskildringer, hvori hun bl.a. portrætterede mange af datidens førende europæiske kulturpersonligheder, er i dag, ligesom hendes erindringer, læseværdige på grund af deres kulturhistoriske værdi, hvorimod hendes naturpoesier og prosaidyller, der i samtidens Europa høstede en del anerkendelse, næppe kan interessere en nutidig læser.

Rejseskildringerne er frugter af et rigt rejseliv, som Frederikke Brun, med sin mands stærke kapital i ryggen, i tidsrummet 1789-1810 førte rundt om i Europa, specielt i Schweiz og Italien: "Der var næsten ingen Mand eller Qvinde paa den Tid af nogen Berømthed i Danmark, Tyskland, Schweiz og Italien, som hun ikke kiendte, ikke havde staaet i venskabelig Forbindelse med, hvis Væsen hun med Phantasie og Forstand ikke, mere eller mindre, havde opfattet og kunde give Træk og Billeder af" (Adam Oehlenschläger). Blandt de europæiske berømtheder kan nævnes Goethe, Schiller, A.W. Schlegel, Herder og forfatterinden Madame de Staël i Schweiz, med hvem Frederikke Brun sluttede et nært venskab, og hvis europæiske, litterære salon på det berømte slot Coppet uden tvivl må ses som et af forbillederne for den, Frederikke Brun skabte på Sophienholm.

Fra efteråret 1810 tog Frederikke Brun varigt ophold i Danmark, og indtil 1816, hvor husets yngste datter Adelaide, kaldet Ida (1792-1857), giftede sig med den østrigske gesandt i Danmark, greve Louis Philippe de Bombelles (1780-1843), fik salonlivet på Sophienholm sin egentlige blomstringstid. Her samlede Frederikke Brun en lang række kulturpersonligheder omkring sig, og da hun havde et skarpt blik for talent, vilje og arbejdsiver, var huset på én gang samlingssted for endnu ukendte, fattige poeter, berømte hæderkronede digtere, komponister, udenlandske diplomater, udenlandske kunstnere af enhver slags og repræsentanter fra kongehuset.

Ud fra samtidig memoire- og brevlitteratur er det muligt at danne sig et billede af, hvordan salonlivet på Sophienholm har formet sig. De ydre rammer var fortrinlige. Parken var om dagen til fri afbenyttelse for huset gæster, og indførte æsler stod til rådighed for rideture i omegnen af landstedet. Om eftermiddagen og undertiden om aftenen drak man the eller chokolade i Det norske Hus, hvori der var indrettet et lille køkken til stor fornøjelse for gæsternes børn. Ved aftenbordet fik gæsterne mad og vin "i Overflødighed", hvorefter kaffen blev drukket i billardstuen, der lå i stueetagen ud mod skoven. Constantin Brun, der ikke yndede sin kones "poetiske Galskaber", trak sig tilbage til et kabinet eller en fredelig krog for at spille kort og beklage sig over sin hustrus totale mangel på økonomisk sans. Trods dette fik hun dog altid sin vilje, fortæller Oehlenschläger, for uagtet de stadige klager smigrede det hans forfængelighed at vide, at det var hans penge, der muliggjorde det glimrende selskabsliv.

Foruden af konversation bestod dette selskabsliv af forskellige kulturelle aktiviteter, litterære og musikalske, hvilket gav selskabeligheden dens præg af salonliv. Frederikke Brun, der stod i rig korrespondance med sine berømte kunstneriske forbindelser i udlandet, læste gerne breve op, ligesom der blev oplæst både udenlandske og danske digterværker, og det var ikke usædvanligt, at en af de mange kunstnere blandt gæsterne underholdt. Her kom så forskelligartede digternaturer som A.W. Schack von Staffeldt, Frederikke Bruns særlige yndling Jens Baggesen, der forblev en tro ven af huset lige til sin død i 1826, Adam Oehlenschläger, den unge Johan Ludvig Heiberg, B.S. Ingemann, digteren og folkemindesamleren J.M. Thiele, Kamma Rahbek m.fl. Af disse var specielt J.L. Heiberg i flere år en meget hyppig gæst, der i adskillige digte har hyldet Sophienholm og dets kvindelige beboere, navnlig den unge, talentfulde Ida, som var hans store ungdomskærlighed. Af Frederikke Bruns selskabelige evner er hendes rolle som mægler og forsoner ofte blevet fremhævet. Denne evne slog dog ikke til i det jalousifyldte forhold mellem Baggesen og Oehlenschläger, og da hun nødigt ville undvære nogen af de to herrers selskab, opfandt hun det berømte "portnerarrangement": Når Baggesen var på besøg, skulle portneren meddele Oehlenschläger, at Frederikke Brun ikke var hjemme - og omvendt. Oehlenschläger opdagede det og indstillede sine besøg, men genoptog dem senere, og ved Frederikke Bruns død i 1835 skrev han et smukt mindedigt.

Det, der forbandt og sammenføjede salonlivets mange aktiviteter, var dog musikken. Datteren Ida havde allerede som purung i udlandet henrevet kunstnere som Goethe, A.W. Schlegel, Madame de Staël og Bertel Thorvaldsen med sin smukke sangstemme og sine mimisk-plastiske attituder eller "stillinger", som de kaldtes herhjemme, og hun blev midtpunktet i det rige musikalske liv på Sophienholm. Udenlandske berømtheder inden for musiklivet aflagde besøg her, når de var i Danmark, og under mere daglig-dags omstændigheder lededes musiklivet af gæster som komponisterne C.E.F. Weyse, Frederik Kuhlau og Claus Schall.

Da Ida i 1816 giftede sig og herefter høstede sine triumfer i udlandet, mistede Sophienholm en del af sin tiltrækningskraft på den unge kunstnerskare. Den sidste periode af ægteparret Bruns leveår forskønnedes dog af deres intime og tvangfrie omgang med repræsentanter fra kongehuset, bl.a. dronning Marie, prins Christian Frederik (den senere kong Christian VIII) og prinsesse Caroline Amalie, og Frederikke Brun var desuden lige til sin død i 1835 optaget af sin omfattende korrespondance og sine litterære og kulturhistoriske interesser. 

⭐️ ✏️ 12: Om vore gamle Vægtervers og Vægtere -                           ikke et job for tøsedrenge

 Vor fortids Vægtervers og Vægtere - ikke et job for tøsedrenge!

Hov, Vægter, Klokken er slagen 8:

I mange danske provinsbyer kan man hvert år i højsommeren høre dette råb og opleve Vægtere iført uniform, kabuds og morgenstjerne, der går syngende gennem bykernerne. Men disse fredelige og gemytlige "turistførere" har langt fra noget at gøre med fortidens Vægtere, der ofte var nogle betændte typer, der bestred et farligt job: De skulle ved aften- og nattetide på deres rundture i gaderne på én gang tackle værtshusslagsmål, overgreb og vold, eskortere alskens fulderikker og fyldebøtter til rådhuset, sørge for, at tranlamperne ikke gik ud og holde øje med, at der ikke var ildløs. Og midt i al denne virak skulle de af deres lungers fulde kraft råbe nattens klokkeslæt og synge Vægterversene, så lovlydige borgere natten igennem kunne være trygge ved at høre, at de holdt vagt. Kontrasten mellem det farlige natarbejde og de smukke Vægtervers kunne ikke være større.

Vægterversene:

Kl. 8: Hov vægter! Klokken er slagen 8.

Naar Mørket Jorden blinder, / Og Dagen tager af, / Den Tid os da paaminder / Om Dødens mørke Grav. / Lys for os, Jesu sød, / Ved hvert et Fjed / Til Gravens Sted, / Og giv en salig Død!

Kl. 9: Hov vægter! Klokken er slagen 9.

Nu skrider Dagen under, / Og Natten vælder ud. / Forlad for Jesu Vunder / Vor Synd, o milde Gud! / Bevare Kongens Hus, / Samt alle Mand / I disse Land' / Fra Fjendens Vold og Knus!

Kl. 10: Hov vægter! Klokken er slagen 10.

Om du vilt Tiden vide, / Husbonde, Pig' og Dreng, / Da er det på de Tide, / Man føjer sig til Seng. / Befal dig Herren fri! / Vær klog og snild! / Vogt Lys og Ild! / Vor Klokk' er slagen ti.

Kl. 11: Hov vægter! Klokken er slagen 11.

Gud Fader os bevare, / De Store med de Smaa! / Hans hellig' Engleskare / En Skanse om os slaa! / Selv vogte Byen vel! / Vort Hus og Hjem / Har han i Gem', / Vor ganske Liv og Sjæl!

Kl. 12: Hov vægter! Klokken er slagen 12.

Det var ved Midnats Tide, / Vor Frelser han blev født, / Til Trøst al Verden vide, / Som ellers var forødt. / Vor Klokk' er slagen tolv! / Med Tung' og Mund / Af Hjertens Grund / Befal dig Gud i Vold!

Kl. 1: Hov vægter! Klokken er slagen 1.

Hjælp os, o Jesu kære! / Vort Kors i Verden her / Taalmodelig at bære! / Der er ej hjælper fler'. / Vor Klokk' er slagen et. / Ræk os din Haand, / O Frelsermand! / Saa vorder Byrden let.

Kl. 2: Hov vægter! Klokken er slagen 2.

Dig, milde Jesu lille, / Som mig til Salighed, / I Mørket fødes vilde, / Ske Pris i Evighed! / Du, værdig' Helligaand, / Oplyse mig / Evindelig, / At jeg dig skue kan.

Kl. 3: Hov vægter! Klokken er slagen 3.

Nu skrider Natten sorte, / Og Dagen stunder til; / Gud, lad dem blive borte, / Som os bedrøve vil! / Vor Klokk' er slagen tre. / O Fader from! / Vend du os om! / Din Naade os bete!

Kl. 4: Hov vægter! Klokken er slagen 4.

Dig, evig' Gud ske Ære / I høje Himmelkor, / Som Vægter ville være / For os, paa Jorden bor! Det ringer nu af Vagt. / For Natten god / Fald Gud til fod, / Tag Tiden vel i Agt!

Kl. 5: Hov vægter! Klokken er slagen 5.

O Jesu, Morgenstjerne! / Vor Konge i din Vold / Befale vi så gerne, / Bliv du hans Sol og Skjold! / Vor Klokke er slagen fem. / Kom blide Sol / Fra Naadens Pol, / Oplys vort Hus og Hjem.

Vægterversene kan høres sunget på YouTube, blandt andet af Aksel Schiøtz:

https://www.youtube.com/watch?v=breNi92SWec

Som netop skrevet kan man lige nu i turistsæsonen i mange danske provinsbyer høre og se vægtere, klædt i uniform og morgenstjerne, der med start fra byernes rådhuse fra klokken 20 og et par timer frem går rundt i bykernerne og synger de gamle Vægtervers. Ofte har de turister i hælene, så de fungerer også som guider.

Deres uniformering tilstræber lighed med tidligere tiders vægterudstyr, der bestod af tyk mørkeblå eller sort uniformsjakke (kavaj med blanke knapper) med blå krave og gult bælte, læderkabuds, tunge fedtlæderstøvler, lygte, fløjte og en drabelig morgenstjerne, dvs. et langt skaft, hvorpå der sidder en trækugle med 12 store pigge - en for hver af årets 12 måneder - oprindeligt et farligt middelaldervåben men i dag et "fredeligt" udstyrsstykke. Dertil kom en taske med udstyr til vedligeholdelse af tranlamperne samt en stok med en jernpig forneden, der blev brugt som støtte til at stå bedre fast i dårligt vejr og til at pirke til trannen i gadelamperne. Ligesom morgenstjernen var denne stok et farligt våben, som mange af nattens sjovere fik at smage - ifølge historiker Ulrik Langen (se link nedenfor) vidner Københavns hospitalsjournaler om mange sår og læsioner fremkaldt af disse stokke.

I dag er selve "arbejdet" mere fredeligt - med et par frynsegoder: mange Vægtere bliver beskænket gratis på byernes cafeer og spisesteder, og de optræder ofte mod betaling til private fester som et kuriøst indslag.

Vægtergerningen var før i tiden til gengæld ikke et fredeligt arbejde: Vægterne var udsatte for vold og vrede fra de byboeres side, som det var deres opgave at beskytte, og ofte var de selv nogle drabelige karle - det var på ingen måde godt at komme i klammeri med dem og deres våben.

Den længstvarende vægtertradition finder man i Ribes historie, fra 1300 - tallet op til 31.12.1902, hvor Vægternes rigtige funktion ophørte. Men som en turistattraktion blev den genoptaget allerede i 1935. Også København har haft Vægtere helt tilbage i middelalderen - således nævnes de i byens Stadsret allerede i 1294, men i 1862, hvor byen gik over til gasbelysning, blev Vægterne overflødige, og ordensophævelsen overgik til politiet.

Netop denne ordensophævelse var en vigtig del af Vægternes arbejde; i en forordning om Vægternes virke fra den 26. juli 1683 hedder det, at de:/.../ skal afværge Slagsmaal, Tyverie og Stratenrøverie, samt bemægtige sig dem, som saadant giøre; og hvis de sig imod dem opsætte, og da nogen af saadanne Folk kommer til Skade eller bliver nedlagt, da skal den ligge paa sin Gierning, og Vægterne derfor ei noget lide, men være frie for al Tiltale; og om de i saadant Slagsmaal behøve Hielp, skal en af dem hastig gaae til den nærværende Soldater-Vagt, som dem uden Ophold og Persons Anseelse bør assistere til Arrest paa Raadhuset eller i Stadens Arresthuus"

Uden tvivl krævede et sådant arbejde, at man var en sej karl og en hård negl, tykhudet overfor det had, som mange af byens tørstige borgere nærede til dem, når de søgte at holde orden i gaderne, hvor alskens sære tildragelser udspillede sig i ly af skæret fra de sløve tranlamper. Ikke så sært, at det var svært at skaffe "duelige folk" - mange af dem, der bandt an med den utaknemmelige opgave - oven i købet til en ussel løn - bliver da også af Københavns Politimester Christian Fædder (1710-93) i forbindelse med en større opløbssag i Københavns gader den 1. september 1781 beskrevet på denne smigrende måde: Nattevægterne /.../ er et groft og ubehøvlet, men tillige forhadt Folk, der umueligt ville kunne begaae sig om Natte Tiide i Gaderne - hvis de ikke var beskyttet af ovennævnte forordning af 26. juli 1683.

Ud over ordensophævelse stod det også i Vægternes "jobbeskrivelse", at de skulle holde tranlamperne tændte og i orden, de skulle holde øje med, om der opstod ildløs, de skulle udråbe klokkeslættene natten igennem og synge Vægterversene, der måske, hvis de var i stand til at fatte indholdet, kunne skaffe dem en smule indre trøst og ro. Til gengæld er det langt fra sikkert, at deres sang skaffede borgene ro, for mange af dem havde sangstemmer som krager og råger. Det findes der flere vidnesbyrd om, se blot dette indlæg i tidsskriftet Morgen-Posten. Et Ugeblad fra 1788:

Det er en Jammer at høre alle de ynkelige Toner, som Vægterne istemme om Aftenen. Den ene snøvler, den anden tuder, den tredje har ikke en Tone i Livet, en gølper [ = gylpe el. skriger, her sandsynligvis det sidste ]en anden kvækker som Frøen, nogle raabe saa hæst og sagte, at man ikke kan høre dem, og en Del hyle saa erbarmlig, som om de sang paa det sidste Vers.

Og i Ludvig Holbergs Epistel nr. 284 lyder det således: Der er visse inkommoditeter som man må skikke sig i efterdi de sker af en slags fornødenhed. Jeg har derfor aldrig dristet mig at tale derimod, jeg har alene ønsket at disse vægtere ville moderere deres stemme. Thi et er ved lyd og sang at give årvågenhed til kende, et andet er at skryde som æsler, hvori ingen fornødenhed er.

I kan læse mere om vægternes arbejde her:

Ulrik Langen: Den æreløse ordensmagt. Kampen om byrummet mellem vægtere, gardere og pøbel i 1700-tallets København. Fra Fortid og Nutid, juni 2009, s. 83-106.- giver en god redegørelse for Vægterne og deres historie og arbejde i København.

https://tidsskrift.dk/fortidognutid/article/view/75442/109397

Om Vægterversene:

Vægterversenes forfatter?

Blandt litteraturforskere er der uenighed om, hvem der har skrevet Vægterversene. Der kan være tale om Anders Arrebo (1597-1637), Thomas Kingo (1634-1703) eller om folkelige rimerier - intet kan siges med sikkerhed. Men derfor kan emnet godt diskuteres, og det er det blevet: se fx Kai Friis-Møller (1888-1960):De danske Vægtervers 1932, Hans Brix (1870-1961): Vers fra gamle Dage 1918 og Viggo Fausbøll (1821-1908): Vægter-Versene, 1862.

Også om melodien til versene er meningerne delte. I Den danske Salmebog (1982) står der: "Efter katolsk valfartsmelodi, 16. årh.?". Organisten og salme- og sangskriveren Thomas Laub (1852-1927) mente, at melodien har rod i den middelalderlige folkevise, hvorimod Knud Jeppesen (1892-1974), dansk musikforsker og komponist, var af den opfattelse, at melodien mest minder om verdslig kunstmusik fra 1500-1600-tallet.

Versenes tekst: I alt findes der, som vist ovenfor, overleveret 10 vægtervers, fra klokken 8 aften til og med klokken 5 morgen.

Første vidnesbyrd om de fleste af disse vers findes i den ovenfor nævnte Forordning fra 1683, det gælder tiden fra kl. 9 til og med kl. 4. I henholdsvis 1731 og 1784 er Kl. 8 og kl. 5-versene føjet til. Rigtigheden af, at verset til kl. 8 stammer fra 1731, bekræftes i omtalen af Jesus som "sød" - et af de helt klare kendetegn ved den pietistiske trosretning, der herskede i 1700-tallets religiøse liv.

Vendingen: Hov, Vægter, Klokken er slagen .... kendes fra Karl Gustav-krigenes tid 1657-60 (1659).

Indhold: Situationen i versene er den, at det er aften og natten nærmer sig. Og dermed mange farer, som borgerne advares om at være opmærksomme på og træffe deres forholdsregler imod.

Vægterversene er derfor en skønsom blanding afpraktiske opfordringer, religiøse bønner og prisninger. For at holde trådene ude fra hinanden, opstilles de her skematisk:

Praktiske opfordringer: klokken er 10, og vi skal gå i seng! - vi skal være kloge og snilde og passe på lys og ild (= advarsel mod ildløs). Vi skal vogte vort hus og hjem, og vi skal passe på byen (kl.11). Og når morgenen nærmer sig, skal vi tage tiden vel i agt og falde på knæ og takke Gud for, at natten har været god (kl. 4). Parallelt med disse opfordringer ligger der i versene bønner til Jesus om beskyttelse mod de verdslige forhold, der i løbet af natten kan ødelægge os: "Fjenders Vold og Knus" (kl.9), ildsvåde (kl. 10) og mennesker, der vil volde os sorg (røverier, overfaldsmænd, kl. 3).

Religiøse opfordringer og bønner: Allerede i den første strofe, der i 1731 blev føjet til gældende for kl. 8 aften, finder vi alle versenes hovedtema: natten nærmer sig, ikke blot døgnets, men også det enkelte menneskes livsnat, døden. Døgnets nat, der nærmer sig, udvides således til et forvarsel om evigheden: vi har ikke blot brug for beskyttelse i den tilstundende nat med alle dens farer, men også gennem hele vort liv. Det kollektive digterjeg i versene henvender sig da også derfor allerede i denne første strofe til Jesus og beder om beskyttelse "ved hvert et Fjed/ Til Gravens Sted, Og giv en salig død". Et yderligere tegn, der viser det udvidede perspektiv, er, at Gud i verset til kl.4 er vores Vægter, der passer på os, der bor på jorden!

Religiøse opfordringer: Sådanne findes i stroferne til Kl. 10, Kl.12 og Kl. 4: I de to første strofer skal vi give os Gud i vold, og i strofen til Kl. 4, lige før dagen gryr, skal vi falde på vore knæ og takke Gud for en god nat - samt tage tiden i agt!

Bøn om beskyttelse: findes i flere former i alle de 10 vers: Først beder det kollektive digterjeg Jesus og Helligånden om ikke blot at lyse for vor fod men også om at oplyse os gennem Helligånden (Kl. 8 og kl. 2), så vi kan leve et kristent og saligt liv. Med Jesu hjælp bliver det lettere for os at bære livets byrder: Hjælp os, O Jesu kære / Vort Kors i Verden her / Taalmodelig at bære / Der er ei Hjælper fler / .../ Ræk os din Haand, / O Frelsermand! / Saa vorder Byrden let (Kl. 1) .

Med til det religiøse perspektiv hører også bøn om syndsforladelse for den enkelte: Kl.9:Forlad for Jesu Vunder / Vor Synd, O milde Gud; Kl.1: Jesus er i dette vers vores Frelser ; Kl.2: Jesus døde for vor saligheds skyld; Kl.3: O Fader from / Vend du os om / Din Naade os bete!

En anden form for bøn om beskyttelse gælder borgernes jordiske alfader: den herskende monark. I versene til Kl. 9 og Kl. 5 henvender det kollektive digterjeg sig således direkte til Jesus med bønner om, at kongen (og hans hus = hele kongens familie og hele hans stab) må bevares ( Kl.9) , og at Jesus må være hans "Sol og Skjold". Disse to bønner om beskyttelse af kongen, hans magt og af hans hus er en selvfølge - til sammenligning kan det anføres, at præster i den danske folkekirke i dag fra prædikestolen beder om bevarelse af Dronnning Margrethe, hele hendes hus og af vores øvrighed.

Gud / Jesus / Helligånden prises: Indflettet i versenes bønner om beskyttelse ligger saligprisninger af den treenige Gud, Søn og Helligand, af Skaberen og Opretholderen ( = Vægeren i verset til Kl. 4) , Frelseren og Oplyseren:

Kl.8: Jesus sød; Kl.9: O, milde Gud; Kl.10: Befal dig Herren fri; Kl.11:Gud Fader os bevare; Kl. 12: Vor Frelser af al Verden; Kl.1: Ræk os din Haand / O Frelsermand; Kl. 2: Dig, milde Jesu lille /.../ Du, værdig Helligaand; Kl.3: O Fader from ! Vend du os om / Din Naade os bete! ; Kl.4:Dig, evig' Gud, ske Ære / I høje Himmelkor, / Som Vægter ville være / for os, paa Jorden bor! ; Kl. 5: O Jesus, Morgenstjerne ! 

      ⭐️✏️ 11: Peder Laales ordsprog - fra ca. 1350:

Kender I det her ?: Man hører en rigtig sjov vittighed, og man er ved at flække af grin :-) - for straks lige efter at tænke: hvem i alverden har dog fundet på den? Svaret blæser i vinden - "opfinderen" er for det meste usporlig - sandsynligvis stammer vittigheden fra "folkedybet" - en betegnelse man bruger, når man ikke aner noget som helst om, hvem der er ophavsmand eller -kvinde.

Vittigheder er imidlertid ikke det eneste sjove sprogfænomen, der dukker op af folkedybet - det gør ordsprog også, og de er i mange tilfælde rigtig underholdende læsning. I vores danske, litterære skatkiste er vi så heldige at have en middelalderlig ordsprogssamling fra sidste halvdel af 1300-tallet, hvor de enkelte ordsprog kan fremkalde både eftertænksomhed og smil: Det er Peder Laales Ordsprog, en sjov og krydret, nogle gange hvas, samling! Og de fleste er lige så sande i dag, som da de i middelalderen først blev mundtligt overleveret og dernæst skrevet ned og trykt og dermed bevaret for eftertiden - hvor vi stadig bruger mange af dem ?

Samlingen Peder Laales Ordsprog består af 1204 stk., og de er i deres først trykte form på latin og for ca. 1000 stk.s vedkommende paralleloversat til middelalder-dansk. Dette gammel-dansk bevirker ind imellem, at moderne læsere, når de læser dem i denne form, uforvarende gør sig skyldige i grinagtige fejllæsninger. Bare se et eksempel som det her:

Da mine gymnasiekammerater og jeg gik i 1. G, sad der en "omsidder" i vores klasse, som hed Tom. Han var en lun fyr, men lektielæsning var nok ikke det, han brugte mest tid på. I en dansktime læste vi uddrag af Peder Laales Ordsprog. Disse var i vores litteraturudvalg netop gengivet på middelalder-dansk, og et af dem så sådan her ud: Naar øllæt gaar indh, thaa gaar widhet vdh (widhet = viddet/forstanden). Nu bad vores dansklærer Tom om at udtale disse hieroglyffer på nutids-dansk, og han kastede sig da også ufortrødent ud i det, da han mente at have forstået dem helt korrekt som:Når øllet går ind, så går vandet ud!! - Vi morede os, inclusive vores lærer og Tom selv, da det gik op for ham, hvad han var kommet for skade at sige. Men det var jo alligevel så sandt, som det blev sagt!!! 

Om Peder Laale og hans ordsprog: Peder Laales identitet fortaber sig desværre i den dunkle del af middelalderen. Der er dog forskellige teorier om, hvem han var: Nogle mener, at han var legista, dvs. uddannet som lovkyndig i civil ret, måske var han endda landsdommer, men andre mener, at han var identisk med Peder Nielsen Laale, præst i Odense og gejstlig ved pavestolen i Avignon i årene 1330-1332.

Ordsprogssamlingen er sandsynligvis fra ca. 1350, og den kendes kun som fragmenter og citater før den kom i en trykt version i 1506, udgivet af «lærde mænd ved Københavns Universitet». Dens oprindelige navn varParabolae, og den blev i middelalderen flittigt brugt af mange små poder som lærebog i latin. Mange af de gamle, fællesnordiske udsagn og talemåder, som vi også bruger den dag i dag, er tidligst nedskrevne i denne samling. Nogle af de danske ordsprog er måske forfattet af Peder Laale selv, men de allerfleste er som meget gamle dukket op af "folkedybet". Samlingen er den ældste af sin type i Norden, bortset fra den lille islandske Málsháttarkvædi.

Nye udgaver er fremkommet mange gange: 1515, 1614, 1703, 1828, 1843, 1889-1894, 1929 og 1966, sidst under titlen Gammeldanske ordsprog. Peder Laales ordsprog udgør også første bind af Danmarks gamle Ordsprog, som er udgivet fra 1977.

Som læser af ordsprogene får man et godt indblik i, hvordan mennesker i middelalderen - og tidligere - tænkte, og hvordan deres forestillinger var om alle mulige forhold i deres liv og om den natur, der omgav dem. Og det slår én, at intet er helligt, og sproget er i nogle af dem så ramsaltet, at selv en læser anno 2020 kan blive forlegen. Om mennneskekroppen og dens forskellige funktioner og zoner bruges gloser, som nemt kan hamle op med selv de groveste af slagsen i vores nutids slang. Og ligesom disse må de middelalderlige skrubtudser på oprindelsestidspunkterne, før- eller i selve middelalderen, skønnes at være hoppet op fra folkedybet. Jeg har dristet mig til at tage et par smagsprøver på dette med i nedenstående lille samling - nu har jeg advaret jer ?

Ordsprogene afdækker som sagt middelaldermenneskenes (-mændenes) opfattelser af livsforhold og natur. Derfor er der også en hel del af dem, der omhandler middelalderens sociale forhold, dens socialklasser, dens kvinde- og mandssyn og dens opfattelse af, hvordan børn skal opdrages og i det hele taget behandles. Dette "realindhold" kan også - lige som det ramsaltede sprog - virke chokerende på os i nutiden, og af ordsprogene kan man tydeligt se, at synsvinklen på samfund og normer er det mandlige køns, det var dem, der styrede samfundet og fastsatte dets regler og normer. Så mange gange må man som kvindelig læser prise sig lykkelig for ikke at dele de vilkår, som vore formødre og medsøstre måtte leve under dengang, og lige så lykkelige kan vi prise os ved ikke at have været børn i en tid, hvor børnearbejde var en naturlig ting, og korporlig afstraffelse var deres daglige kost. Selv om der også ind imellem er ordsprog, der viser ømhed for børn, er der meget langt fra disse børns levevilkår op til vore dages curlingbørns - og Gud ske lov for det!

I den her aktuelle, lille samling er nogle af de ordsprog oplistet, der netop fortæller os noget om det ovenstående. Det er imidlertid kun et ganske lille udvalg af de 1204 ordsprog, som Peder Laales Ordsprog består af. Men som I vil se, bruger vi mange af dem den dag i dag.

Om liv og død i almindelighed:

Bedrøvelsens Torn gør Hjertet gammelt

Det er bedre at være død, end at leve med Sorg.

Hellere god Lykke end høj Byrd

Man skal være klog, når Lykken er vred

Der hører mere til (at passe, køre med) en Hest end at sige "hyp"

Det er ikke Bagedag hver Dag.

Få har Lykke, men alle har Død

Det Træ, der bøjer, er bedre end det, der brister.

Den Gamle skal man ære, den Unge skal man lære

Alle vil leve længe, men ingen kaldes gammel

En ung Engel bliver gerne en gammel Djævel

Det, vi lever af: Mad og drikke:

Mad:

Det er godt at have megen Mad og mange Helligdage

Man skal æde Pølsen, medens den er varm

Når Maven er mæt, er Hovedet tilpas

Den mætte vil ikke vide, hvad den fastende lider.

Den ledes ved Livet, som holder Regnskab med alt det, han æder

Den, som har Flæsk og Mel, får godt Selskab

Tom Kælder gør Kokkepigen gal

Drikke:

Der opstår altid Kiv i Ølkonens Hus

Det bliver ej Aften, hvor Kvinder drikker.

Det er sødt at drikke, men surt at betale

Den, der tager ved Bægeret, han tager ved Gælden

Tyndt Øl er bedre end tomt Kar

Den, som er tørstig, hugger Hul i Isen

Vore liv med hinanden:

Lov og ret:

Med Lov skal man Land bygge

Loven er givet, for at Lovbuddene skal holdes

Lov er Rettens Støtte og Urettens Forbud

Man skal Skik følge eller Land fly

Den skal være mådeholden, som skal styre Retten

Den vidner ej vel, som er vred uden Grund

To kan lyve, så den Tredje bliver hængt

Mord kan ej dølges

Gave (= bestikkelse) bryder Sten

Dommen er ej kær for den, der ved sig skyldig

Du skal ikke kives med din Dommer

Nød bryder Ret

Nu sidder Retten for Enden af Spydstangen

Lær Ulven Fadervor, den siger dog "Lam,Lam"

Mænd og kvinder:

Det er bedre at være alene end at have en dårlig Følgesvend

Hvis Du vil danse, så pas på, hvem du tager i Hånden

Fly Øjenskalke og farvede Kindben

Let er Kvinder lokkede

Bedre er forført Datter end hængt Søn

Man skal ej kaste grim Kone ud til Sengekanten

Altid drukner (dør) Sladderen foran god Kones Dør

Dårligt virker det mandlige Lem, når Testiklerne er borte

Møen er bly som Brud: hun sprang i Seng til Drengen med begge sine Sko på

Der er ej en Frue så høvisk, at hun ej må have sin Pissefjert

Når konen er drukken, er Kussen ustyrlig

En drukken Mand er som en gal Mand, indtil han har fået sig en Søvn

Altid har Kvinde Svig under Skød

Kvindetale er ligesom Krageskrig

Det er ilde at være sin Kones Undergivne

Kvinder kysser ofte Svenden frem for Herren

Ond Kone ønsker sin Mands Hæl til Gårde og ej hans Tå (= ser hellere hans hæl end hans tå)

Styr Hesten med Bidsel og Konen med Kæp

Ond Kvinde er Helvedes Dørs Nagle (= skodde, der åbner og lukker for helvedes dør)

Man kan tæmme et vildt Dyr, men ikke en ond Kvinde

Horkone spiser Blommen og giver Manden Hviden af Ægget

Ond er Horkonens Vrede (= skinsyge)

Altid kommer en Sorg og slukker en anden: i går døde min Mand, i dag tabte jeg min Nål

Man tager Dyden der, hvor den er

Man køber ikke Pik ved en Portkone (= skøge) = man skal ikke søge en ting, hvor man véd, den ikke findes)

Synden er sød og Angeren led for Enhver

Ofte kommer Svie efter sød Kløe

Børn:

Barn skal have Drikke som en Falk (= lidt), Hug som et Asen, Føde som Okse og Klæder som en Vædder (= grove klæder)

Det Barn giver Lidet bort, som gnaver sin egen Brøddisk (= fladt brødstykke, der brugtes som tallerken)

Længe græder halvtugtet Barn (som ikke har fået klø nok)

Vasket Barn har Mad i vente

Altid glæder et Barn sig til smukke Klæder

Lad Barnet få sin Vilje, så græder det ej

Giv ej Barn, så tit det beder

Barnet siger gerne Sandheden

Syvårs barn er duelig til Arbejde

Så høvisk er Barnet i Byen, som det er oplært til hjemme

Barnet skal krybe før det kan gå

Brændt Barn skyr gerne Ilden og bidt Barn Hunden

Det er Sæd (=sædvane), at Barn gør Barnegerning

Ondt Barn kvæder en led Vise

Godt Barn synger gerne smuk Vise

Syvårs Barn er let at lokke

Fattigdom/ sociale skel:

Det ene Hår med det andet (der mistes) gør Bonden skaldet

Ofte er skarlagens Hjerte under Vadmels Kåbe

En fattig Mand har også et Hjerte

En fattig Mand har kun fra Hånden i Munden

Nød lærer nøgen Kvinde at spinde

En fattig Mand skal ikke have en smuk Kone og en Fed ko

En Fæsters Kone skal have den ringere Uld, der sidder under Bugen, og ej den gode Uld, der sidder på Bovene

Af lidt og lidt sanker fattig Kone (sammen til) sit Barn

Det er bedre at køre end at trække

Du skal ikke æde Kirsebær med Herrebørn

Lige søger lige; Fis fik Fjærtens Datter

Man kysser ofte den Hånd, man gerne så hugget af

Rigt Barn hovmoder sig af sin Byrd som Hjorten af sine Takker

Det fede vil altid flyde ovenpå (= den velhavende klarer sig altid)

Ofte undgælder Øg for ond Køresvend

Ussel er værst mod Ussel

Gæster:

En Gæst kommer ofte til Gården og gør sig til Greve

Snyltegæst har ej andet end tom Bug og en skarp Kniv

Råd/Advarsler til den enkelte:

Store Ord gør sjælden dygtig Gerning

Alle, der har fagert Haar, er ej Møer, og alle, der bærer lange Knive, er ej Kokke

Erfaring er en god Tjener

Man skal stævne efter Evne (= sætte tæring efter næring)

Ild i Skød, Slange i barm og Mus i Pose, det er tre onde Gæster

Mus fjærter ej som Hest, uden at Røven revner

Ingen får Skam, medmindre han selv hjælper til dermed

Den, der står tidligt op, bliver klog på meget

Kundskab er let at bære

Det er en ussel Mus, der kun har ét Hul

Man skal ikke slå det skidne Vand ud, før man får det rene ind

Man skal ikke veje alting på en Vægt

Man kan ikke både blæse og have Mel i Munden

Man skal ikke klø, hvor det ikke klør

Man skal ikke ringeagte gamle Venner og gamle Veje

Gaver skal gengældes, hvis Venskab skal holdes

Giv ej dine Ankler bort, saa at du selv maa gaa paa Træben

Hvis du ikke kan komme over, så kryb under

Træet falder ikke ved det første Hug

Det er ikke Leg, når én ler og en anden græder

De er ikke alle Jægere, som blæser i Horn

Man går gerne over Gærdet, hvor det er lavest

Ingen vinder, uden han vover

At give en Daare Råd er som at slå koldt Vand på en Gås

En Dåre lader gode Råd gå ind ad det ene Øre og ud ad det andet

Ville enhver kende sig, da spottede ingen mig

Religion:

Kristus er det Navn, der er Lykken (der fører) til en god Havn

Den er god, som for Gud er god

Hjælp dig selv, så hjælper dig Gud

Gud giver dem alle Mad, som han giver Mund

Alting forgår på nær Guds Nåde

Hvor Djævelen ikke selv kan være, dér har han sit Sendebud

Det kræver Fingre af Jern at flå Fanden

Mange andre emner fra middelaldermenneskets dagligdag er at finde i Peder Laales Ordsprog, fx: om natur, vejrforhold, dyr, etc.

Se videre i følgende link:

https://heimskringla.no/wiki/Peder_Laales_gammeldanske_ordsprog_i_udvalg#..._og_drikke - samt i mange andre links på nettet. 

     ⭐️  10) Læseoplevelser: fra barn til voksen 1-10:

⭐️ 1/10 : J. Heltoft: Sangbog. Et udvalg til brug i skole og hjem: 

Da jeg i 1959 startede i 1. klasse i Vester Vandet landsbyskole i Thy, fik vi nye elever to ting: en lille æske Filia oliekridtsfarver - med 6 stk. ! - og det bedste af alt: en splinterny sangbog, der hed Sangbog. Et udvalg til brug i skole og hjem. Den var lyseblå, og på det stive omslagsbind var der en stemningsfuld illustration af Svend Otto S., der forstillede en gravhøj med træer og en stor stendysse, oplyst af en lysende solskive i baggrunden.

Jeg kan endnu genkalde mig den lykkefølelse, der kom op i mig, da jeg fik denne lille lyseblå bog i hånden - det var den første bog, der var helt min egen - tænk engang! Selv i dag, så mange år og bøger senere, kan efterdønninger af denne følelse komme op i mig ved køb af nye bøger, som jeg glæder mig til at komme hjem og fordybe mig i.

Den første sang i bogen var B.S. Ingemanns I østen stiger solen op, og derpå fulgte en stribe af store sange og salmer fra vores righoldige sang- og salmeskat, skrevet af bl.a. Kingo, Brorson, Grundtvig, Steen Steensen Blicher og Jeppe Aakjær - for blot at nævne nogle få. Dertil var der billeder af mange af forfatterne og komponisterne, bl. a. af den milde, gamle Ingemann i Sorø, den enøjede Kuhlau ( ham blev man lidt bange for ), den dødsmærkede Johannes Ewald og H.C. Andersen med den megastore næse etc. Og så var der et af en komponist, der hed Johan Christian Gebauer, som naturen havde udrustet med den største portmule, jeg nogensinde har set :-(

Denne lille sangbog kom til at betyde to ting for mig, som jeg har båret med mig igennem alle årene siden: Den viste vejen til vores store nationale skat af dansk poesi, og den lagde grunden for kærlighed til vore mange, store digtere, som jeg senere opdagede også kunne arbejde i genrer som prosa, dramatik og erindringer. ( 2. juli )

⭐️ 2/10: Astrid Lindgren: Alle vi børn i Bulderby (1-3) og Edgar Rice Burroughs: Tarzan (1-19)ﾠ

Min barndoms prosa var på én gang idyllisk og nervepirrende spændende.

Bogen om børnene i Bulderby lærte jeg at kende ved mit første besøg på Thisted bibliotek, hvor min ene søster var ansat i begyndelsen af 60'erne. Jeg fik en dag lov til at komme med hende på arbejde, fordi jeg højt og helligt lovede hende og min forældre, at jeg ville være musestille og underholde mig selv. Det løfte holdt jeg uden problemer, for mødet med det dejlige lyse og smukke bibliotek - det er det stadigvæk :-) - bjergtog mig helt og aldeles, og da jeg på en af hylderne i børneafdelingen fandt bogen om børnene i Bulderby, sad jeg i timer fuldstændig opslugt. Jeg vidste ikke dengang, at jeg ved et tilfælde her stiftede bekendtskab med en børnebogsforfatter, som senere skulle vise sig at blive en af verdens bedste. Og jeg var heller ikke klar over, at mit første møde med et bibliotek skulle vise sig at være optakten til en livslang kærlighedsaffære. Det gælder især Det kongelig Bibliotek i København, hvor de rolige læsesale senere i årtier har været mit andet hjem.

Tarzan-bøgerne var egentlig mine brødres, men da jeg havde lært at læse, slugte jeg dem råt, og dette eventyrlige og spændende univers ændrede pludselig min egen verden. Læbælterne rundt om vores have blev til Afrikas vilde jungle, vore katte blev til løverne Numa og Sabor, og på træernes nederste grene sad jeg og ventede på, at Tarzan skulle komme forbi sammen med sine venner, aberne Kala, Tublat og Nkima - og også på elefanten Tantor, der altid dukkede op, når der var brug for den.

Tarzans eventyrlige liv i junglen stimulerede - sådan husker jeg det i hvert fald - min fantasiverden, og oplevelsen med den højt elskede Bulderby-bog på Thisted bibliotek forbandt fremover i min bevidsthed og i mit liv biblioteker med store læseoplevelser. ( 5. juli )

⭐️ 3/10: P. Hjuler og Einar Schroll: Forskolens Danmarkshistorie

Da vi sidste sommer tømte vores kære, afdøde bror Peters bolig, dukkede der en lille bog op, som vi blev både glade og forundrede over at gense, da ingen af os vidste, at han havde gemt den. Det er Forskolens Danmarkshistorie, og den var vores første historiebog i skolen i Thy.

I skildringerne af vor histories konger og helte, som de små poder skal lære at kende og indgydes respekt for, sammenblander forfatterne på frejdig vis anekdoter og historiske begivenheder, de sidste ikke altid gengivet helt korrekt. Men PYT MED DET !! - den er den dag i dag underholdende læsning, bl.a. fordi forfatterne ikke viger tilbage for at skildre vore forfædres mindre rosværdige bedrifter - der er bulder og brag og adskillige kløvede hoveder - og det hjalp os dengang til at huske lektien. Men skræk og rædsel - hvis man skulle høres i den, skulle man lire den af STÅENDE ved siden af sin skolepult. Så havde alle de andre elever i skolestuen frit udsyn til den forvorpne, hvis han/hun ikke havde læst ordentligt derhjemme.

Jeg tror, at denne lille historiebog alligevel var en appetitvækker for mange af datidens skolebørn - det var den for mig - en stepping-stone til historisk bevidsthed om, hvilket folk og hvilket land, man hørte til - og dermed måske til kærlighed til danmarkshistorien - så gjorde det absolut ikke noget, at heltene ofte var nogle rå børster, det var spændende læsning. Og kendskab til historien udvider verden - et besøg i Roskilde bliver så meget mere interessant, når man ved noget om Absalon og domkirken, et besøg i Haraldsted skov bliver mere fængslende, når man ved, at her blev Knud Lavard myrdet af slynglen Magnus, og hvem ville gide at høre om det gamle Blåtårn, hvis ikke vi vidste, at dér sad Kong Christian den 4.'s datter Leonora Christine indespærret i et hul i 22 år.

Vore udflugter i nutiden beriges af viden om, hvad der er sket på stederne i fortiden. Vores nationalskjald, Adam Oehlenschläger, har skrevet et digt om netop dette. I Til Saxo Grammaticus (fra Langelands-Reise1805) henvender han sig til historikeren Saxo: "Vær mig en Ledsager tro /.../ Følg mig og viis mig omkring, giennem mit Fædreland! /.../ At sig Oldtid kan blande med Nutid og Nutid med Oldtid". ( 9. juli )

⭐️ 4/10: H.C. Andersen: Eventyr og Historier ( fra 1835 og fremefter ): Den lille Pige med Svovlstikkerne og Noget:

Som så mange andre børn i Danmark - og i verden - er jeg vokset op med H.C.Andersen, og som mange andre har jeg også læst ham som voksen, hvor man oplever, at eventyrene og historierne har flere lag.

To eksempler:

Den lille Pige med Svovlstikkerne: Som barn fælder man nemt en tåre over, at den lille fattige pige med svovlstikkerne fryser ihjel uden for et hjem, hvor der inde i varmen bliver holdt nytårsfest. For den voksne læser får historien en anderledes dybde: Nu er pigen ikke blot et fattigt, socialt udskud, men med vold i hjemmet og efter hendes mormors død - det eneste menneske, der har elsket hende - lever hun i det kærlighedsløse livs og i den eksistentielle ensomheds forbandelse, et helvede, der i sidste ende kan dræbe, både psykisk og fysisk. HCA rammer her ned i vore hjerter, hvor det gør allermest ondt: i den smerte, sorg og fortvivlelse, der er resultat af at være et uelsket barn, af at være et voldsoffer i dobbelt forstand. Døden bliver forløsning, hun forenes med mormoderen, og hun findes morgenen efter stivfrossen med et smil om munden !

I Noget viser HCA os et liv, der lykkes, - selv om det er levet i fattigdom. Den gamle kone i historien ejer intet, hun bor i en ussel rønne, som hun selv har flikket sammen, og en dag kan hun se, at alle landsbyens beboere, der holder fest på isen uden for hendes hus, er i livsfare, fordi en voldsom stormflod trækker op. Hun sætter ild til sin rønne for at påkalde sig deres opmærksomhed, og det lykkes for hende - de reddes alle, men hun falder omkuld udenfor og dør af kulde og forskrækkelse. Denne historie er på barneplanet dramatisk og spændende, drukner de alle, eller når de at komme i land? Men på voksenplanet viser HCA os et menneske, der i en alvorlig krisesituation træder i karakter, hun ofrer alt for at redde andre. Det er det stof, helte er gjort af, og i modsætning til andre i historien, der søger at blive "Noget" i kraft af penge og karriere, er hun "Noget": Foran Himmerigets Port taber hun et strå fra den seng, hun først satte ild til, og det bliver til det pureste guld !

H.C. Andersen arbejdede helt bevidst med disse lag i sine tekster - faktisk er det den voksne, som først inspirerer ham til at fortælle for børn. I et brev til vennen Ingemann i Sorø fra november 1843 skriver han : " [jeg] griber en Idee for den Ældre - og fortæller saa for de Smaa, medens jeg husker paa at fader og Moder tidt lytte til og dem maa man give lidt for Tanken!". Det er med dette greb og i denne mission, at hans genialitet udfolder sig i et enestående og uudtømmeligt forfatterskab - han fortjener om nogen sin verdensberømmelse! ( 13. juli )

⭐️ 5/10: Anne Franks Dagbog ( udkom 1. gang i 1947)

Jeg fik først mæslinger som 16-årig. Da feberen begyndte at dale, og jeg igen kunne holde ud at se ud af øjnene, fik jeg Anne Franks Dagbog forærende af min kære bror Peter - og jeg var fortabt. Nu blev mine mæslinger pludselig mine allierede, for jeg skulle blive endnu nogle dage under dynen, og det betød helt uforstyrret, intensiv læsning.

Først er det den charmerende 13-årige Annes betroelser om sit daglige liv med familie, veninder og skolekærester i Amsterdam, der griber læseren. Men fra det øjeblik, mandag den 6.juli 1942, hvor familien Frank sammen med en anden familie og senere en tandlæge går under jorden i baghuset til Otto Franks forretning, ændrer alvoren i den unge piges skildringer af den farlige situation dagbogens indhold og sprog. Herfra følger vi den purunge Annes kamp for overlevelse blandt mennesker, hun ikke bryder sig om, men også for sin erkendelse og accept af, at der ikke er kærlighed mellem hende og moderen.

Familierne i baghuset lever i evig angst for at blive opdaget og fanget af tyskerne. Denne angst forpester indespærringen - nerverne er på højkant, og de indespærrede slides ned i en grad, så alle negative og primitive sider i deres karakterer blottes. Anne iagttager dette og udleverer dem med en nådesløshed og sproglig præcision, der ofte tangerer stor komik. Med sin skarpe hjerne og sin manglende evne til at holde sine meninger for sig selv, bliver hun deres hadeobjekt: kritik, hårde ord, ubarmhjertige, hadefulde angreb er hendes daglige kost. Hun finder kun lindring i sin kærlighed til faderen, i sin gryende forelskelse i den unge med-indespærrede dreng Peter, i læsning og ikke mindst i sin dagbog, hvor hun med klarhed og stor selvindsigt skildrer den store modningsproces, hun gennemgår, indtil familierne hentes af tyskerne den 4. august 1944.

Anne dør i KZ-lejren Bergen Belsen i begyndelsen af marts 1945, 15 år gammel. Bogen reddes og udgives få år efter, og i dag tillægger mange historikere den stor betydning som et dokument, der for eftertiden personliggør de 6.000.000 jøders skæbne, som blev myrdet op til og under 2. verdenskrig.

For mig fik bogen den betydning, at min interesse for jødernes religion og historie blev vakt: hvad er antisemitisme, hvordan har jøderne overlevet årtusinders forfølgelse, og hvordan har de formået at holde deres religion i live, når de lige så længe har levet adskilt over hele verden?

Som et kuriosum kan nævnes, at Annes beskrivelser af sin gryende seksualitet i januar 2010 fik bogen forbudt på skolebibliotekerne i Culpeper County i staten Virginia, USA. (17. juli)

⭐️ 6/10: Grevinde Leonora Christine: Jammers-Minde ( skrevet fra ca. 1673 og fremefter ; udgivet 1. gang i 1869 ):

På min 17-års fødselsdag i 1969 fik jeg Jammers-Minde af mine gymnasiekammerater Anne Gerty og Lisbeth. Vi havde læst et uddrag af den i en dansktime, og jeg blev nysgerrig. Så gaven var velvalgt, og den har lige siden været et af mine klenodier :-).

Bogen er Christian den 4.s datter Leonora Christines erindringer om sit fangeskab i et uhumsk, rottebefængt hul i Blåtårn, hvor hun er omgivet af småsadistiske fangevogtere og simple, evnesvage kvinder, der har hende under opsyn dag og nat. Hun arresteres den 8. august 1663, fordi hun mistænkes for at have kendskab til sin ægtefælle, adelsmanden og landsforræderen Corfitz Ulfeldts skumle planer. Hun udsættes for 5 strenge forhør uden at indrømme noget som helst og uden at angive sin mand, der har udnyttet hende og sat hendes sikkerhed over styr. Først den 19. maj 1685 sættes hun fri, næsten 22 år efter arrestationen.

Bogen er et forrygende dokument. Fra side til side fortæller hun om, hvordan hun med de simpleste midler beskæftiger sig selv for at bevare sin forstand, hvordan hun med store psykiske omkostninger lærer at tackle de simple og ofte afstumpede mennesker, der har magt over hende - enkelte gange må hun ty til vold - og alt imens afdækkes det, hvor stærke kræfter kærlighed og gudstro er - det er disse to, der bærer hende frelst igennem alle år og alle ydmygelser.

I sit ægteskab med Corfitz Ulfeldt har hun reddet ham fra ruin flere gange, hun har endda delt hans forskellige fængselsophold. Men trods hans svagheder, der gang på gang bringer dem i fare, holder hun aldrig op med at elske ham - hun skriver til sine børn, at han altid behandlede hende "som en elsker, aldrig som en Ægtemand". Denne stærke kærlighed binder - hun forråder ham aldrig og betaler for sin hengivenhed for ham med sin frihed igennem 22 år.

Men en endnu stærkere magt, der er med til at holde hende oven vande, er hendes gudstro. I sit indre er hun nemlig forsikret om, at hendes skæbne er bestemt af, at Gud tester hende, så hun må bøje sig for Hans vilje. Et par gange i løbet af de 22 år har hun mulighed for at undslippe, men hun bliver. For efter sin absolutte overbevisning kan hun kun løslades, hvis den enevældige konge bestemmer det, da det er et grundtræk ved det enevældige kongedømme, at kongens afgørelser er Guds vilje - Gud taler så at sige gennem kongens mund og pen.

Dette enestående stykke erindringslitteratur viser os, hvad et menneske kan bære, hvis det i sin psyke har de fornødne kræfter og i sit hjerte de fornødne støttepiller: kærlighed og tro. ( 19. juli )

⭐️ 7/10: Herman Bang: Tine ( udkom 1889 - 25 år efter nederlaget ved Dybbøl):

Herman Bang er en af mine guder, og det samme er han, ikke blot for mange andre danskere, men også for mange europæere. Hans store medmenneskelighed i de motiver og temaer, han i sine værker arbejder med i impressionistisk stil, afdækker hans unikke og altomfattende kendskab til den menneskelige natur. Ikke uden grund er han stadig et stort navn i Europa, både som forfatter og sceneinstruktør. For mig er det især hans empatiske skildringer af de "de stille eksistenser", der sammen med romanen Tine placerer ham på toppen af vort litterære parnas.

Romanen foregår i en lille landsby på Als i de voldsomme krigsdage i februar 1864. Tine, en ganske ung pige, er medhjælp i Skovridergården og bedste veninde med skovriderens hustru. Denne rejser i sikkerhed med sin søn til København, og afskeden, der er bogens første scene, er samtidig det store skæringspunkt i handlingen, for her starter Tines tab af uskyld - og af livet.

Ved hustruens afrejse er skovriderens seksualitet blevet "hjemløs", og det varer ikke længe, inden Tine bliver en fristelse. Hun forelsker sig, og scenen er nu sat til forførelse og bedrag med svigt, skyld og skam og i sidste ende død til følge.

Hele dette drama udfolder sig i takt med og til lyden af krigens buldren og bragen, og et af Bangs virkemidler hertil er melodramatiske effekter, der binder hele den ulykkelige forførelseshistorie op i en spænding af modsætninger: lys/mørke - fred/krig - kærlighed/begær - uskyld/skyld - alle indbyrdes forbundne. Og inde midt i handlingens krigs- og lydunivers af fysisk destruktion og menneskeligt forfald lider man som læser med den ulykkelige Tine. For hun er også et af krigens ofre - enhver af hendes følelser, igangsat af begivenheder hun som purung ikke har indblik i og endnu mindre kontrol over, gør ondt på os: fra spæde følelser af lykke til rå erkendelse af egen skyld og svigt og af skovriderens bedrag - og derfra til så stor og ubærlig en skam og sorg at hun begår selvmord i Skovridergårdens dam.

Tine handler om, hvad krig gør ved mennesker, om hvad der kan ske, når fredelig eksistens og harmoni knuses af ukontrollable, destruktive kræfter - med menneskelige tragedier til følge, alt skildret af en mesters hånd. ( 21. juli )

⭐️ 8/10: Adam Oehlenschläger : Sanct Hansaften -Spil fra Digte 1803:

"Der er et yndigt land ..." : hvem kender ikke vores nationalhymne, og hvem kan sige sig fri for at blive rørt, når rød/hvid-klædte tilskuere med klaphatte og ansigtsmaling skråler med på den ved landskampes start, eller når danske sportsfolk får hængt medaljer om halsen.

Teksten er skrevet af vores nationalskjald Adam Oehlenschläger, og det er nok det digt, han i dag er mest kendt for i almenheden. Men han er så meget mere end det - faktisk er han en af de dygtigste lyrikere, Danmark nogen sind har fostret. Til forskel fra andre, især nutidige, er han er en sand metrisk ekvilibrist, han mestrer alle versemål, endog de klassiske som alexandrinere og hexametre.

Hans debutdigtsamling Digte 1803 , hvoraf Sanct Hansaften-Spil er en del, er et af de mest markante og skelsættende gennembrud i vores litteraturs historie - den er startskuddet, ikke blot for den danske litterære romantiks, men for hele den danske Guldalders opkomst og blomstring.

Oehl. har ladet sig inspirere af filosoffen Henrik Steffens og dennes enhedstænkning: at Gud er ét med sit skaberværk, at dette er én organisme.Denne idé er lige, hvad den unge digter har brug for, og hans evner, der hidtil har ligget i svøb, folder sig ud i et sandt festfyrværkeri. Som "det strålende hovedstykke" i digtsamlingen står den lille dramatiske opsats Sanct Hansaften-Spil med "dets spillevende nutid, koglende skovmiljø /.../ Dyrehavsbakkens kalejdoskopiske folkeliv" ( citater af litteraturforsker Povl Ingerslev-Jensen).

Dette lille stykke, hvori langt de fleste typer af datidens danskere er at finde, er så underfundigt og sjovt, at det kan charmere selv en nutidig læser - over to hundrede år efter dets fremkomst ! Så hvis I, der læser dette, en fredag eller en lørdag aften er hjemme, og der ikke er noget i radioen eller i flimmerkassen, som I skal høre eller se, så kan jeg anbefale jer at læse Sanct Hansaften-Spil - I vil ikke fortryde det - I vil more jer - og forundres over, hvor nutidigt og levende, det stadigt er.

For mig fik mødet med Adam Oehlenschläger i gymnasiets dansktimer og senere på universitetet den betydning, at hans forfatterskab altid har stået i min bevidsthed som et af de bedste, og jeg har beskæftiget mig med det i flere omgange og sammenhænge.

Et lille kuriosum her til sidst: Der har været skriverier i pressen om, at Lise Nørgaard og hendes medskribenter på Matador har ladet sig inspirere af figurer og andet fra Hans Scherfigs Idealister. Det ser også ud til, at de har fundet inspiration i Oehlenschlägers Aladdin. I dette eventyrspil bliver heltinden Gulnare skånet for en brudenat med en påtvunget fæstemand ved, at han lukkes ude i kulden på en altan - Misse Møhge låser den skrækkelige Lærer Andersen ude i kulden på SIN altan: både Misse og Gulnare redder deres dyd ! ( 25. juli )

⭐️ 9/10 : Truman Capote: Med koldt blod:

Kriminalromaner er ikke den genre, jeg ynder mest - dog holder jeg på TV af Inspector Morse, Lynley og Barnaby - og allermest af den lille hidsigprop, Inspector Frost. Men der er et værk, ofte placeret i kategorien krimi, der blev en stor læseoplevelse, da jeg for mange år siden læste om den og dernæst lånte den på biblioteket: amerikaneren Truman Capotes dokumentariske roman: Med koldt blod.

Bogen er ikke en almindelig kriminalroman. Den bygger på virkelige hændelser, nemlig de brutale mord på fire medlemmer af familien Clutter i den lille by Holcomb i det vestlige Kansas, USA. Forbrydelserne fandt sted natten til den 15. november 1959. Få dage efter læser forfatteren Truman Capote om dem. Han er på dette tidspunkt knyttet til USA's førende litterære magasin, The New Yorker, og det er som dette organs medarbejder, at han sammen med barndomsveninden Nelle Harper Lee, en anden af USA's store forfattere ( Dræb ikke en sangfugl ), rejser til Kansas for at samle stof til en artikel om, hvordan en så brutal forbrydelse indvirker på det lille bymiljø i Holcomb.

Det bliver imidlertid ikke blot til en artikel, men til en hel dokumentarisk roman, der gør ham verdensberømt og styrtende rig. Capote fremstiller virkelige begivenheder og replikker fra utallige interviews i romanens form, og han skaber hermed i 1966, da den endelig efter mordernes henrettelser udkommer, en ny genre, den dokumentariske roman.

I værket krydser Capote i kapitlerne frem og tilbage mellem to miljøer, ofrenes og forbrydernes, og det lykkes ham herved at afdække to sider af det amerikanske samfund: det velbjergede, velfungerende og religiøse USA, hvor drømmen om det gode liv udleves, vundet ved flid og dygtighed, og så unionens bagside, det fattige og forarmede USA, hvor den daglige kamp for de mest elementære fornødenheder hos nogle udvikler sig til afstumpet råhed og kriminalitet, begge resultat af usle og nedbrydende livsvilkår.

Ofrene, de fire medlemmer af farmerfamilien Clutter, henrettes under et natligt indbrud på deres gård af to kriminelle, Perry Edward Smith og Richard Eugene Hickock - udbytte: 50 dollars, den 15-årige søns kiggert og lille transistorradio. De bliver fanget ca. halvanden måned efter, og det lykkes Capote at få adgang til dem på dødsgangen, hvor han efterhånden vinder deres tillid, så selve forbrydelsen og baggrunden for den kan oprulles i detaljer. Capote søger i sit værk at vise, at der inde i selv den værste forbryder bor et menneske, og de psykologiske portrætter af de to forbrydere lykkes i en grad, så værket bliver en bitter pille at sluge for Clutterfamiliens øvrige medlemmer og for deres venner i Holkomb.

Dette er også netop fremgået af instruktøren Joe Berlingers tre timers lange dokumentar om Cluttermordene, der for nylig har været vist på DR-TV. For her kommer flere familiemedlemmer og beboere i Holkomb til orde - og de problematiserer desuden, at Capote blev overordentlig velhavende på værket - det virker på nogle af deltagerne direkte stødende, at en forfatter spandt guld på, hvad der for dem var en uhyrlig, rå og hjerteløs forbrydelse og tragedie.

Men tilbage står et mesterværk, der viser, hvordan fattigdom, åndelig armod, alkoholisme og børnemishandling forkrøbler mennesker, og dette er værkets berettigelse. ( 30. juli )

⭐️ 10/10 : Anita Moorjani: At dø for at leve:

Vi har vist alle sammen hørt beretninger om og fra mennesker, der har stået på dødens tærskel, men som er vendt tilbage til livet. Anita Moorjanis nærdødsoplevelse er en af dem, der for alvor har fanget lægeverdenens interesse.

Om morgenen den 2. februar 2006 bliver AM indlagt på et hospital i Hongkong. Efter flere år kamp mod lymfekræft er hun ved at tabe - hele hendes krop er fyldt med store kræftknuder, og denne morgen er hendes ansigt, lemmer og hænder og fødder, til hendes mands store forskrækkelse, voldsomt opsvulmede. Hendes familie får på hospitalet at vide, at hun er døende - at hun ikke overlever et døgn - hendes organer sætter ud et efter et.

Hun går i koma, og så får hun en oplevelse, som ændrer alting og i sidste ende bringer hende tilbage til livet. I dyb bevidstløs tilstand hører og ser hun alt, hvad der foregår på hospitalet, ikke blot på den stue, hvor hun ligger i koma, men også på gangen udenfor, hvor læger dæmpet forbereder hendes mand og mor på, at de vil miste hende. Selv hendes bror, der sidder i en flyvemaskine på vej fra Indien til Hongkong, ser hun. Hvad hun på denne måde oplever, i flyet, på stuen og på gangen, bekræftes senere af hendes bror og personalet.

Men hendes oplevelser begrænser sig ikke blot til de fysiske rammer, der omgiver hendes dødskamp. Samtidig oplever hun i en tilstand af forhøjet bevidsthed, at hun trækkes bort og ud af sin krop, at hendes væsen udvider sig, og at hun befinder sig i en mirakuløs tilstand af betingelsesløs kærlighed i en helt anden dimension, der ikke er begrænset af tid og rum. Hun er i en tilstand af frihed og forløsning, som hun beskriver som en kombination af glædesfølelse, en overstadig, sprudlende jubel og lykke, og af ekstase og af ærefrygt over denne dimension, som hun oplever, vi alle er del af.

Det utrolige sker - i nærdødsoplevelsen oplever hun, at hendes formål med at være sat i eksistens endnu ikke er opfyldt, så hun får valget at vende tilbage til livet for at opfylde det. Og det gør hun - med en nyerhvervet bevidsthed om, at det er livsangst, der har gjort hende syg, og med den besked, at hun skal tage tilbage og leve sit liv uden frygt. Og hun ved samtidigt, at hendes cancer forsvinder.

Og det gør den. Til lægernes store forbløffelse kan de ikke i scanninger efter hendes opvågnen se nogen cancerknuder - og kort tid efter forlader hun hospitalet og starter med sin nye viden et nyt liv - i dag rejser hun rundt overalt som foredragsholder og formidler af sit universelle budskab.

Men lægerne er ikke færdige med hendes sygdomshistorie - de kommer fra alle verdenshjørner til Hongkong for at studere hendes journaler - men de har aldrig fundet nogen rationel forklaring på hendes overlevelse og helbredelse.

Hendes oplevelser i det kritiske døgn i februar 2006 er flere, end jeg kan redegøre for her, men hendes budskab, som hun er kommet tilbage til livet for at formidle, er , at vi alle er en del af en universel bevidsthed og helhed - af en kærlighed, der omfatter alt, både i tid og rum. Hele universet er levende og gennemtrængt af en guddommelig bevidsthed, der omfatter alt levende i naturen. Og vi er som mennesker facetter og afspejlinger af denne uendelige helhed og bevidsthed - vi er derfor, som vi skal være, hverken mere eller mindre. Og vi er alle intimt og uadskilleligt forbundne med hinanden. Vi har derfor intet at frygte, hverken i døden - eller i livet. 

AM skriver ugentligt på både Facebook og Instagram - her kan man følge hende i hendes uddybninger af sine oplevelser og nye livsforståelse. ( 31. juli 

       ⭐️ ✏️  9: H.C. Andersen: Nissen og Madamen.

Offentliggjort første gang December1867 i Folkekalender for Danmark 1868; Udkom den 12. December1871 som en del af Eventyr og Historier. Fjerde Bind.

Det er jul lige om snart, og blandt HCA's eventyr finder vi historien om Nissen og Madamen (skal forstås som madammen 🙂).

I Gartnerens gård, ude i køkkenet, sidder Nissen = gårdnisse og drillenisse, iklædt sit grå tøj og med sin røde hue på hovedet, sammen med den sorte Missekat, "Flødetyven". Disse to er nogle spasmagere, især nissen, som er en rigtig drillenisse, der tager hævn, når han føler sig forbigået af gårdens madamme, der ikke tror på hans eksistens. Så tyr han til sine narrestreger som at få gryden til at koge over, at trevle store huller op i gartnerens sokker, så hun bliver nødt til at stoppe fatters hoser, og at åbne spisekammerdøren, så Missekat kan komme ind og dyppe sit skæg i den tykke fløde. Nissen og Missekatten er bonkammerater, og overfor vennen kan Nissen frit få afløb for sin harme over, at madammen ikke tror på ham. For hende er Nissen nemlig "et begreb", og til hans store fortrydelse resulterer dette i, at hun aldrig sætter grød, der svømmer i smør og fløde, frem til ham juleaften!!

Så Nissen er langt fra tilfreds med sin værtinde, og utilfredsheden stikker dybt, for madammen er ikke en typisk husmor og gartnerkone men en kone, der har "Aandens Gaver", med hvilke "hun /.../ kunne have været Præst, idetmindste Præstekone". Hun har skrive- og talegaver, og hr. Kisserup (!! 😊), hendes nevø og seminarist, der er på besøg, ansporer hende i hendes interesser for at skrive digte med "Stiil" og "Klinkning", som hun kalder rimene. Ifølge ham skal disse sættes over "Potten og Gryden i enhver Huusholdning", og det forarger ikke blot nissen men også gartnerkonens husbond: "Snikke mig snak!" sagde Gartneren, "sæt mig ikke saadant Noget i hende! En Kone skal være Krop, anstændig Krop, og passe sin Gryde at Grøden ikke bliver sveden".

Nu sker der det, at Madammen lader seminaristen, der roser hendes digt, Jorden er deilig, for at være fuld af "Følelse og Geografi", læse sine andre småvers, der samlet bærer den pompøse titel: Klinkninger af en Dannequinde. I et af digtene, som hun kalder "Lille Nisse", beskriver hun poesien, der "kommer over" hende, den driller, råder og regerer - ligesom nissen i den gamle folketro, der altid er på spil i huset med sine narrestreger, er den altid på spil i hende indre: "jeg har tænkt mig at jeg selv var Huset, og at Poesien, Fornemmelserne i mig, var Nissen, Geisten der raader; hans Magt og Storhed har jeg besjunget i "Lille Nisse"" .

Nissen, som skal gøre Missekatten en tjeneste ved at stå vagt, medens den slikker fløde, stiller sig på lur ved døren lige i det øjeblik, Hr. Kisserup starter sin oplæsning af madammens digt om den lille nisses magt over hende. Og fordi han kommer for sent til at høre hele madammens udredning af poesiens betydning for hende, misforstår han helt, hvad Hr. Kisserup læser op - han tror, at "Lille Nisse" handler om ham - og i denne fejlhøring og misforståelse har HCA placeret den første vigtige pointe i historien:

For i sin vrede mod madammen, der fornægter hans eksistens, spejler Nissen det træk ved den menneskelige natur, at vi alle, i større eller mindre grad, er narcissister - når nogen fornægter os ved ikke at "se" os og tro på os, såres vi i vores inderste selv, vi kommer ind i en tilstand af vrede og smerte, fordi vi føler vores indre kerne truet af opløsning. Men lige så snart vi mener at opfatte, at en person svinger fra en negativ fornægtelse af os over i en positiv bekræftelse af vores eksistens, kan vores opfattelse af den pågældende person ændres på et enkelt øjeblik - vi føler nu vores person og eksistens godtaget og værdsat, og derfor værdsætter og godtager vi selv den anden! Det er derfor i de indbyrdes positive evalueringer af hinanden, at vi som mennesker kan leve, trives og gro: "den Lille [nissen] blev mere og mere smilende, hans Øine glindsede i Glæde, der kom ligesom noget Fornemt i Mundvigerne paa ham, han løftede sine Hæle, stod paa sine Tæer, blev en heel Tomme høiere end før; han var henrykt over hvad der blev sagt om lille Nisse ".

Men HCA har lagt malurt i historiens bæger: nissen hører jo ikke det, han tror, han hører - han er "offer" for en fejlhøring, der ender i et uerkendt selvbedrag. Læseren bedrages imidlertid ikke så let, for i og med nissens fejlhøring fortæller HCA os, at vi som mennesker skal være forsigtige med at ændre vores opfattelse af vore medmennesker i et splitsekund. Og det er historiens anden pointe. Så når vi mener at vide, at andre, der hidindtil har forholdt sig kritisk til os, nu pludselig forholder sig positivt, at de ser os, at de spejler os, så maner HCA til forsigtighed, så vi ikke laver en fejlslutning som nissen her: "Madamen har stor Aand og stor Dannelse! Hvor har jeg gjort den Kone Uret! /.../ jeg vil /.../ agte og ære Madamen".

Men trods denne advarsel til os om ikke at lade os bedrage, så viser HCA os imidlertid, at den spontane tillid, hvori vi som Nissen kan leve og gro, er et grundliggende træk i vores menneskenatur: vi trives, når andre værdsætter os, og derfor forholder vi os positivt til dem. Og hvem andre end den flødeslikkende Missekat, Nissens gode ven, der altid har kunnet se ham, får lov til - sammen med HCA - at formulere denne pointe: ""Hvor han er Menneske, den Nisse /.../ Bare et sødt Mjav af Madamen, et Mjav om ham selv, saa skifter han strax Sind. Hun er luuen, Madamen!" Men hun var ikke luun, det var Nissen som var Menneske".

Litterært nørd-materiale: HCA strejfer i historien om Nissen og Madamen flere forhold i sin litterære samtid:

1): Skismaet mellem Romantikkens dyrkelse af den gamle almuekulturs folkelige overtro og Naturalismen/Realismen i slutningen af 1800-tallet: Med historien om madammens manglende tro på, at nissen er virkelig, men derimod et begreb, berører HCA det litterære brud, der i 1800-tallet opstår mellem Romantikken, hvori den gamle almuetids folkelige overtro er et yndet emne, og en nyere tids naturalistiske livsopfattelse. I dansk litteratur sætter dette skred allerede ind i Hans Egede Schacks Phantasterne fra 1858, og programmet formuleres i Georg Brandes' forelæsninger på Københavns Universitet om Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur. Disse forelæsninger blev påbegyndt den 3. november 1871, og de blev det markante startskud for naturalismen med dens realisme og socialrealisme i litteraturen, der nu skulle "sætte problemer under debat". HCA's historie om den lille nisse og madammen trykkes som nævnt ovenfor i 1867 og udgives den 12. december 1871 i Eventyr og Historier. Så HCA er "oppe på beatet".

2): Den skrivende gartnermadamme: Madammen er i historien på vej til at frigøre sig fra den gamle bondekultur - hun er, ganske vist i karikeret skikkelse, en tidlig repræsentant for kvindernes (køns-)politiske og kulturelle emancipation i Danmark, der tog sin begyndelse i midten af 1800-tallet med udgivelsen af Mathilde Fibigers Clara Raphael.Tolv Breve (1850/51), som Johan Ludvig Heiberg skrev forordet til. Og denne emancipation med flere kvindelige forfattere og Nielsine Nielsen (1850-1916) som den første kvindelige student og medicinstuderende i Danmark (immatrikuleret i 1877, embedseksamen 1885) ligger kun få år forude, da HCA udgiver sin historie. HCA gør grin med gartnerkonens litterære ambitioner med de latterlige titler på hendes hjælpeløse poesi og "Klinkninger", og hendes jordbundne gartnermand søger da også at kalde hende til den fornuft, som han mener skal gælde for hende: hun skal være anstændig krop og blive ved sin gryde! Men hun holder stejlt fast ved sine litterære interesser, som hun kan dele med endnu en latterlig figur i HCA's digterunivers: Seminaristen/Degnen, som er en halvstuderet røver, der lægger visdom ned i sin fortolkning af madammens mesterværk Jorden er deilig - det er fuldt af "Følelse og Geographi". Og HCA var ikke den eneste, der gjorde grin med kvinders indtog på det litterære marked i midten og slutningen af 1800-tallet: Da Mathilde Fibiger i 1850 udgiver sin Clara Raphael. 12 Breve, opstod der en hidsig debat i samtidens kulturelite om det betimelige i kvinders emancipation.

3): I selve historien om madammen og nissen ligger der også tidstypiske træk fra den litterære strømning, som HCA tilhører: Romantismen: Dens kodeord er "det interessante", og dens emner for litteraturen er det farverige, utilpassede, disharmoniske, ironiske og evt. oprørske. Psykologisk splitttelse og erotiske og sociale konflikter - det "interessante" - er således det stof, som litteraturen i denne periode sigter mod at fremstille. Romantismens forfattere er: Steen Steensen Blicher, Carl Bagger, Emil Aarestrup, Søren Kierkegaard, Henrik Hertz og HC Andersen.

I karikeret form er Madamens litterære "produkter" ikke blot udtryk for tidens kvindeemancipation, men også netop for Romantismens dyrkelse af "det interessante": Madammen, der i sine "digte" skildrer sine individuelle livsforhold og sit private følelsesliv, har især, efter eget udsagn, stærkest fornemmelse og evne for "det sørgelige" i livet. Dette er en karikeret form af Romantismens focus på individualisme og på "det interessante" menneske, og det sættes i historien i modsætning til den gamle kollektive bondekultur med dens bondetro på overnaturlige væsener. Bondekulturen var et væsentligt emne i den forudgående litterære periode, Romantikken, fordi man i dens overtro, folkeeventyr og interesse for gamle folkeviser mente at kunne spore "det oprindelige menneske", der i Romantikkens metafysik stod det guddommelige udspring nærmere end samtidens mennesker.

⭐️✏️  8): Grundtvig: Nu falmer skoven trindt om                             land.... 

For nogle uger siden var jeg i godt selskab på besøg på Sophienholm ved Bagsværd sø, i dag Lyngby - Taarbæk Kommunes smukke kunstudstillingsbygning og i begyndelsen af 1800-tallet hjemsted for en af guldaldertidens fornemste, litterære saloner.

Den store, hvide nyklassicistiske ejendom er omgivet af skov, og i løvfaldstiden gløder den i et flammehav af orange, røde, mørkerøde, karrygule, brune og sorte farvenuancer. Og paradoksalt nok er det, når de fleste afgrøder er høstet og langt de fleste arter af frugter har sluppet fæstet i deres grene, at dette farveorgie eksploderer - som om naturen i sin årlige cyklus, der nu er på vej mod vinterens kulde, forfald og undergang, ind i en falmet natur, lige lader sine sidste kræfter komme til udfoldelse i en sådan palet af stærke og glødende farver.

Efter høstmåneden i august er det dansk skik, at høstfester følger efter i begyndelsen af september, den første efterårsmåned. Ved disse anledninger synges høstsange, som vi i den danske sangskat har flere af - fx den muntre Marken er mejet af Adolph Recke eller den lidt mere alvorsfulde Nu er det længe siden af Jeppe Aakjær. Men i dansk sangtradition har vi en tekst, der i kirkeligt regi synges i begyndelsen af oktober, og som på én gang er en hyldest til høsten og samtidigt for alvor varsler efterår og vinter: N.F.S. Grundtvigs Nu falmer skoven trindt om land.Foruden i danske kirker synges den også ved mange verdslige sammenkomster og festlige lejligheder, der rundt om i Danmark løber af stablen på denne tid af året.

Og ikke uden grund: for ud over dens karakter af at være en religiøs takkesalme er den også en beskrivelse af naturens rige gaver til os, den natur, der er det ernæringsmæssige og opretholdende grundlag for vore liv, og som vi dermed er organisk forbundne med. Så selv for ateister og agnostikere er der rigelig grund til, gennem Grundtvigs smukke tekst, i taknemmelighed at hylde de "aks og vipper bolde", der i lader og loer ligger som depoter "i tøndemål af traver", og som i de golde vintermåneder, der ligger forude, sikrer vores fysiske eksistens og vores "virksomhed og velstand".

I den 3. strofe pointerer Grundtvig, at høsten er Guds gaver til os, og i strofe 4 udvides perspektivet for alvor, det bliver kristent: for parallelt med naturens overflod og rige gaver til mennesket finder vi i teksten Guds kærlighed til os i det evangelium (her: ordet), som Kristus kom til jorden for at forkynde. Hans omsorg for os er altså hos Grundtvig ikke kun af fysisk, legemlig karakter gennem "gyldne aks og vipper", men også af åndelig, for ordet glipper aldrig, det er vor åndelige føde og opretholdelse. Salmen bliver herfra en taksigelse, hvilket ses i den 4., 5. og 6. strofe, der er en symbiose af tekstens verdslige og religiøse opdrag:

"Og han, som vokse lod på jord/ de gyldne aks og vipper, / han blive hos os med sit ord, / det ord, som aldrig glipper"

"Ham takker alle vi med sang / for alt, hvad han har givet, / for hvad han vokse lod i vang, / for ordet og for livet"

"Da over os det hele år / sin fred han lyser gerne / og efter vinter kommer vår / med sommer, korn og kerne"

Så lige meget om vi er religiøse eller ej, så kan ingen af os komme uden om, at den natur, vi er en organisk del af, er et mirakel af gaver til os, både i skønhed og som fysisk opretholdende faktor. Og også kunsten har gennem mesteren Grundtvigs pennefjer en plads i formidlingen af denne tekst: for hvor skildres naturens overflod, menneskets taknemmelighed over den og de troendes fortrøstning på Gud som opretholder og frelser af vore liv smukkere end i denne enkle efterårssalme. Kunst er en gave, den udtrykker for os, hvad vi såkaldt almindelige mennesker føler i vores store taknemmelighed over den gavmilde natur, vi er sat i, og som vi lever af.

Salmen er da også med fuld ret i mange sammenhænge, ikke- religiøse og religiøse, brugtog elsket over det ganske land.

  ⭐️ ✏️ 7): Rungstedlund, Ewalds Stue, Karen Blixen                          og Johannes Ewald - og så er der brev fra                          Søren Kierkegaard:

 Da Karen Blixen kom hjem fra Afrika i 1931, syg, ruineret og fuld af sorg over tabet af farmen i Kenya og over Denys Finch Hattons død, fik hun af sin mor stillet et gavlværelse i sit barndomshjem, Rungstedlund ved Øresund, til rådighed som arbejdsværelse. Karen Blixen benyttede det dog kun i sommerhalvåret, fordi det som østvendt vender ud mod Øresund og var for koldt i vinterhalvåret - i disse måneder arbejdede hun derfor i "Den grønne Stue", der er indrettet med minder fra Afrika, bl.a. møbler, heriblandt Denis Finch Hattons yndlingsdstol på farmen.

Hun blev boende på Rungstedlund lige til sin død den 7. september 1962.

I årene 1773 - 1775 boede en anden af Danmarks store digtere, Johannes Ewald (1743-81), på Rungstedlund, der på dette tidspunkt var kro. Syg og nedbrudt af uhelbredelig gigtfeber og alkoholisme var han sat i pleje her, og han boede i netop dette gavlværelse, som derfor i eftertiden kaldtes Ewalds Stue Det er således her, han skrev det kendte digt, Rungsteds Lyksaligheder - En Ode, og syngespillet Fiskerne, inspireret af en virkelig, heroisk redningsaktion udført af lokale fiskere ved et forlis ud for kysten ved Hornbæk. Det er heri vi finder kongesangen, Kong Christian stod ved højen mast, der siden Frederik den 7.s bryllup i 1828 har været benyttet som nationalsang ved alle kongelige begivenheder.

Også Karen Blixens far, Wilhelm Dinesen, skal have skrevet sine bøger i netop dette rum.

I 1960 lånte Statens Museum for Kunst Karen Blixen en buste af Johannes Ewald, og den står stadig i rummet oven på Wilhelm Dinesens, Karen Blixens brors bøsseskab. Derudover er Thomas Dinesens afrikanske våben ophængt på væggen bag hendes skrivepult, hvor hun skrev sine værker på den lille Corona-rejseskrivemaskine, som hun havde brugt på farmen, og som hun tog med tilbage til Danmark. Dette vigtige arbejdsredskab kan ses på museet. Tukanen malede hun i Afrika.

---o0o---

Da jeg ved et besøg på museet for nogle år siden nåede til Ewalds Stue, slog det mig, at netop her havde to af Danmarks - og i Blixens tilfælde af verdens største - digtere siddet og skrevet - og at de begge var alvorligt syge: Ewald, som nævnt ovenfor, af en uhelbredelig, smertefuld gigtfeber og alkoholisme og Blixen af syfilis - eller af malaria, som nogle i dag mener, heriblandt filminstruktøren Christian Braad Thomsen.

Men trods så tungt et lod formåede de begge alligevel at udøve deres kunst, hvilket kan få én til at fundere over kunstneres stærke indre kald, trang, kræfter og vilje til at skabe, men også over sygdom og dens væsen.

Karen Blixen : ville ikke være Blixen, hvis ikke hun fik sin syfilis brugt til noget eventyrligt og fantastisk. Og det gjorde hun da også. Ifølge Thorkild Bjørnvig var sygdommen en plage for hende, fordi den i mange år til hendes store sorg afskar hende fra et almindeligt seksualliv, men i stedet for at lade den ødelægge hele sin tilværelse, sluttede hun pagt med Lucifer, dvs. hun forskrev sin sjæl til Djævelen mod, at han til gengæld ville transformere alle hendes oplevelser i livet til historier, til kunst. For kunstneren er ingen pris for høj !

Ifølge Ewald og Søren Kierkegaard, derimod, kan sygdom imidlertid, uden at man behøver at forskriver sin sjæl til Djævelen, være en tilstand, der kan bringe noget godt med sig - hvilket fremgår af henholdsvis Ewalds digt Da jeg var syg fra 1771 og af Kierkegaards brev til svigerinden Henriette Kierkegaard, skrevet mellem jul og nytår 1847.

Johannes Ewald: Da jeg var syg , 1771

( NB!: i det følgende er der ikke tale om terminalt syge).

Enhver, der har prøvet at være syg, ved hvordan sydommen kan æde ens liv op, hvordan verden pludselig kan skrumpe ind til størrelsen af en grønært, og hvordan der meget ofte følger afmagt, for ikke at sige depression, i kølvandet på den.

Ewald kendte om nogen til disse tilstande, og det interessante ved hans digt er, at han, i stedet for at beskrive det belastende og smertefulde ved sygdommen, retter sit focus mod hvad godt, den kan bringe.

Ewald indleder - og afslutter - digtet med en saligprisning af den harmonitilstand, som man kan opnå, når ens fysiske livsgrundlag er sikret og når ens sjælefred ikke forstyrres af udefrakommende begivenheder = Verdens Larm. Under så gunstige omstændigheder får man nemlig mulighed for at tænke over livets to væsentligste spørgsmål, Gud og ens egen sjæl, hvis opgave det bør være at være Gud lig - fordi vi er skabt i Hans billede.

Derfor spørger Ewald da også i digtets næste afsnit: kan noget være vigtigere? Er verden og dens tillokkelser: Ærens tomme skal, Dynger af et glimrende Metal og en kronet Træl ( = ære, guld og magt) lige så vigtige som vores sjæl ?

Svaret ligger selvfølgeligt implicit i disse spørgsmål som et rungende NEJ.

Ewald er imidlertid ikke bedre end de fleste - selv om hans sjæl er redebon, er hans kød akkurat lige så skrøbeligt som alle vore andres (Matthæus Evangeliet, kap. 26, vers 41).

For hver gang det lykkes for ham at opnå den højt priste salighedstilstand af harmoni og eftertanke, så trænger det jordiske livs fristelser sig på, og de er desværre mange: kvinder, lærdom (allusion til det forbudte Kundskabens Træ i Edens have), alkohol, penge, krig, falske venner ( = svig og utroskab) og kedsomhed.

Og dermed er harmonien ødelagt, for vi mister os selv i alle disse "Adspredelser" og kommer bort fra den ligevægtstilstand, hvor muligheden for foreningen mellem Gud og ens eget væsen er at finde.

Men hvis skyld er det dybest set, at vi som mennesker viljeløst lader os lokke på afveje fra det, der er det ene fornødne?

Det er såmænd Adams, som lod sig friste af Eva og dermed pådrog alle - sig selv inclusive - arvesynden. Og denne slæber vi stadig rundt på som et åg - den forstyrrer os altid, når vi i den bedste og ædleste hensigt prøver at være og vælge som Maria, der i modsætning til søsteren Marta vælger den gode del: at lytte til Jesu /Guds ord og grunde over hans - og dermed over vort eget - væsen ( Lukas Evangeliet, kap. 10, vers 38-42).

Men der er trøst at hente, for efter Ewalds egen erfaring er der i menneskelivet en tilstand, hvor vi er afskåret fra alle disse livets lokkende fristelser og forstyrrelser, hvor vi får et frikvarter fra arvesyndens byrde og gudløshed og dermed i en tilbagetrukken tilstand får muligheden for at tænke os om - for igen at komme i kontakt med vort eget oprindelige og ufordærvede jeg, med vores gudbilledlighed: Altså med det jeg, der ikke lader sig forstyrre - for ikke at sige besmitte - af verdens fristelser.

Og det er, paradoksalt nok, når vi er syge.

For alle os dødelige, der ikke er digtere, er en sådan en sygdomstilstand imidlertid og almindeligvis plagsom eksistens på laveste blus, men for digteren Ewald er den ifølge digtet muligheden for eftertænksomhedens "Salighed" - for ægte livsopfyldelse. Sygdommen bliver på denne vis en gave: for det er i denne tilstand, at Ewald får "sig selv" igen, og i dette selv ligger også nødvendigvis hans kunstneriske skaberevne og virke, hvilket det her faktuelle digt er udsprunget af. Så i dette aktuelle tilfælde kobles sygdom og kunstnerisk skaben sammen.

Derfor priser han da også sygdomstilstanden i digtets afsluttende vers:

Velkommen Gift, som raser i mit Bryst! / Velkomne Harm, som reent fordrev min Lyst! / Og Mangel - du som tog min sidste Ven, [ = alkohol ] / Velkommen - thi du gavst mig, Mig igien.

Søren Kierkegaard: Brev til Henriette Kierkegaard, skrevet mellem jul og nytår 1847:

På en af de sidste dage i året 1847 skriver Søren Kierkegaard, der selv på dette tidspunkt er psykisk og fysisk lidende, et trøstende brev til sin svigerinde Henriette Kierkegaard, der er bundet til sin seng pga. kronisk lammelse i begge ben.

Situationen er den, at Jette, som hun kaldes i familien, i sin alvorlige sygdomstilstand har skrevet et brev til Kierkegaard, hvilket ikke blot glæder ham, men som han også ser som en sund og frisk gerning. Og han opfordrer hende til at holde fast i og udvikle denne indre sundhed i tiden fremover, som Gud nok vil lade hende blive glædelig.

Jette kan nok have brug for denne opmuntring fra Kierkegaards side, for han er fuldt ud klar over, at sygdommen også gør hende psykisk sårbar. For, som han skriver, mange syge er bange for, at andre mennesker - pga. af den syges afsondrethed fra verden - har glemt dem, og også for, at man som syg pga. samme afsondrethed ikke har noget interessant at sige eller fortælle om til andre, fordi man ikke oplever noget i sin ensformige isolation. Dertil kommer, at man som syg også kan føler sig overflødig og ubrugelig, fordi man ikke er i stand til at gøre noget for andre, hvilket kan føre til en tilstand af sørgmodighed, hvor man ikke tror sig at have nogen berettiget eksistens og plads i verden.

Imod sådanne triste, destruktive tanker går Kierkegaard til et angreb, der både hviler på hans egen erfaring og på hans kristendom.

Først og fremmest anbefaler han Jette fuldt ud at leve og udvikle sit åndelige liv, - hun har i sin sygdomstilstand den mulighed at fylde sit sind med gode, velgørende, milde og beroligende tanker. Når hun forventer "det glade, det lykkelige, det gode", hvilket er Kierkegaards definition på tro, kan hun "på den måde troende trylle som en verden af adspredelse ind i eller frem i det ensomste værelse".

Dette minder i høj grad om den tilstand af harmoni, som sygdommen ifølge Ewald kan lede én frem til, fordi man i sit sygdomsforløb får mulighed for at komme i kontakt med det væsentlige i livet, med tilværelsens åndelige og spirituelle side, med sit oprindelige og egentlige jeg, sin indre kerne - og dermed sin gudbilledlighed. En sådan mulighed opstår jo netop i og med, at man er afskåret fra det liv, der for rigtig manges vedkommende leves i travlhed - i de adspredelser, som Ewald beskriveri sit digt. I en sådan adspredthed fortaber man meget nemt den åndelige og spirituelle side af tilværelsen, dvs. forbindelsen til det indre liv og den indre harmoni, der for alle er det fundament, der kan bære os igennem alle livets hårde og vanskelige prøvelser. Og det er netop dennne harmoni, Kierkegaard opfordrer sin svigerinde til at arbejde hen imod.

Så når Jette, som så mange andre syge, gribes af mismod over ikke at være til glæde eller gavn for nogen, over ikke at føle sin i egne øjne triste og syge eksistens berettiget i denne verden, så er der ifølge både Kierkegaard ( og Ewald ) den trøst at hente, at ethvert menneske, som det åndelige menneske, det er, - med Ewalds ord: i sin gudbilledlighed - ubetinget er lige så vigtigt i Guds øjne som alle de andre, der "har travlt i livet" :

"Da husker man på, at for Gud er ethvert menneske lige vigtigt, ubetinget lige vigtigt, ja var der forskel, så måtte vel den mest lidende være nærmest genstand for Guds omsorg"

Afsluttende benmærkning:

I marts 2012 udgav Bronnie Ware, en australsk palliativ sygeplejerske, bogen: The Top Five Regrets of the Dying: A Life Transformed by the Dearly Departing.

Bogen er en præsentation af de forhold, som døende i samtaler med forfatteren betroede hende, at de fortrød mest, når de så tilbage på deres liv. Bronnie Ware reflekterer i bogen over, hvordan disse svar kan blive til glæde for andre, der stadig lever og dermed har mulighed for at fortryde mindre på dødens tærskel.

Her er de fem ting, der går igen og igen i deres beretninger:

1: Jeg ville ønske, jeg havde haft mod til at være tro mod mig selv og ikke blot leve op til andres forventninger til mig.

- Dette er den mest almindelige fortrydelse blandt alle.

2: Jeg ville ønske, jeg ikke havde arbejdet så meget.

3: Jeg ville ønske, jeg havde haft modet til at udtrykke mine følelser.

4: Jeg ville ønske, at jeg havde holdt kontakt til mine venner.

5: Jeg ville ønske, at jeg havde ladet mig selv være lykkeligere.

Som det ses, ligger disse 5 forhold på linje med budskabene hos både Ewald ogKierkegaard: Det er ikke adspredelser ( Ewald: "Verdens Larm" - ære, penge, magt samt alle fristelser) eller det at "have travlt" (Kierkegaard), der giver lykke i livet, det er: at holde fast i sin egen kerne, sit eget væsen, modet til at stå ved sine følelser, at holde fast i sine venner/medmennesker og at vælge at være lykkelig, at tillade sig selv tiden til de ting, der for det enkelte menneske virker opløftende og giver lykkefølelse.  

          ⭐️✏️  6): Vore klassiske vintersange:

S. S. Blicher: Det er hvidt herude, 1838

B. S. Ingemann: I sne står urt og busk i skjul , 1831

Jeppe Aakjær: Spurven sidder stum bag kvist , 26/1, 1910 og Sneflokke kommer vrimlende 10/3-1916

- - - med minder om is og frost, om skøjteløb i gummistøvler på skrueskøjter og slædekørsel på broncealderhøje.

Selv om vi i den netop forgangne vinter har haft mange lune og milde dage, så var der et par stykker i slutningen af januar, hvor kulden bed. Det gjorde den fx torsdag den 24.01.2019. Tidligt om morgenen var jeg med lille Benedikte til morgensang. Hun går i 0'te og hendes bror Frederik går i 4. klasse på Henriette Hørlücks Skole i Odense. På denne skole er det tradition, at de mindste elever i 0'te synger deres egen morgensang, under kyndig vejledning - og med kyndige ordforklaringer - af 0'tes pædagoger/lærere.

Denne morgen var det to af Jeppe Aakjærs mest elskede sange, der var på programmet:Spurven sidder stum bag kvistog Sneflokke kommer vrimlende. Alle de små sang med af hjertens lyst - uden sangbøger, frit efter hukommelsen - stor ros til sådan en skole, hvor børn i 6-7-års alderen allerede kan dele af vor store sangskat udenad.

Jeg sad som tilskuer og tilhører, godt plantet i en sofa. Så snart de små elever begyndte at synge, blev jeg med ét slag rykket tilbage til en iskold vinterdag i 1950'erne i min barndoms landsby i det nordvestlige Thy. Og jeg blev så bevæget over, hvad jeg oplevede. At høre alle disse barnestemmer synge nogle af de sange, som jeg selv har sunget og elsket, siden jeg var barn, gjorde, at mine øjne blev fugtige - til nogle af de nærmeststående børns forbavselse: der sidder en ældre dame i sofaen, og det ser ud som om, hun er ked af det !!

Men det var jeg bestemt ikke, de kunne jo ikke vide, at Aakjærs dejlige vintersange kaldte så mange bevægende barndomsminder frem hos mig om tindrende, iskolde vinterdage ude på landet, med dyb sne og med slædekørsel og skøjteløb i dyngvåde flyverdragter og stivfrosne vanter, som man sugede på, når tørsten meldte sig. Vi kørte på slæde på en stor gruppe af gravhøje ( 9 stk.) fra bronzealderen, kaldet Edshøje, som vi i sognet var så heldige, at broncealdermennesker engang i en meget fjern fortid havde besluttet skulle ligge lige dér, og skøjteløbet - i gummistøvler på skrueskøjter :-) - foregik på den store Vester Vandet sø, som vi boede lige ned til.

Dette er netop, hvad stor kunst kan: røre os følelsesmæssigt, bringe billeder og måske erindringer frem, som til daglig ligger latent i vore sind, hvorfra de kommer op til overfladen og nogle gange sætter gang i vore tårekanaler, når kunsten rammer dybt nok ned.

Jeg håber for disse elever, at deres skolegangs morgensang bliver gode minder, som de kan bære med sig resten af deres liv, og som kan bevæge dem, når de om mange, mange år vil være i min alder.

Vi bærer vores barndom med os og i os, og hertil hører også de sange, som vi i barndommen kommer til at elske. Derfor er morgensang en god ting i skolen: her stifter børnene bekendskab med vores lyrik og med vores store, helt unikke sangskat, og de får kendskab til den på en måde, som er både festlig og meningsfuld. At synge vore sange sammen giver jo ikke blot viden, men også fællesskab. Tænk blot på alle dem, der både i barne- og voksen-alder synger i kor, hvad enten det er klassiske korværker, salmer og sange i alle afskygningner eller gospel, der er på programmet: glæden ved korsang og fællessang er til stede, og hvorfor ikke lade skoleelever opleve dette samtidigt med, at de stifter bekendtskab med vores store sang- og salmeskat. Det udvider deres verden :-)

Den pågældende morgen var det, som nævnt, Jeppe Aakjærs vintersange, de små elever sang. Netop disse to, sammen med sange af Blicher og Ingemann, tegner billedet af det danske vinterlandskab, når det er allersmukkest: klædt i frost, is og sne. Men ved nærmere eftersyn er der imidlertid meget stor forskel på de budskaber og sindsstemninger, de formidler.

I"Det er hvidt herude" ( kaldet Ouverture i digtsamlingen Trækfuglene fra 1838 ) bruger Blicher de første tre strofer ud af fire på at beskrive de kolde og fastfrosne omgivelser rundt om sit hjem. Digterjeget befinder sig udendørs i den hårde frost og kulde, i Kyndelmissens Knude, dvs. den 2. februar, hvor frosten er "hvas og hård", og hvor den "strænges". Sneen dækker skov og abildgård, alt er koldt og tyst, ingen fugle synger, kun ravne og ugler skriger og tuder af sult og prøver at finde læ i den hårde blæst.

I og med at Blicher i digtets økonomi bruger tre ud af fire strofer på denne beskrivelse, er det vinterens stilhed, øde og kulde, der er digtets motiv. Men dette motiv udvider sig i den sidste strofe, fordi han heri udtrykker sin indre længsel efter denne isfrosne tilstands ophør, efter forløsning i foråret:

Inderlig jeg længes/ efter vår, men vintren strænges; / atter vinden om til nord! / Kom , sydvest, som frosten tvinger/ kom med dine tågevinger/ kom og løs den bundne jord.

Hvis man læser kender lidt til Blichers liv, får man nemt den mistanke, at vintermotivet nu udvides til et dødstema, at vinterbillederne bliver en dødsmetaforik: alt er tyst, koldt og isnende, kulden og manglerne skriges ud af ravne og af ugler, der tuder. Og en sådan mistanke er ikke uberettiget. Som nævnt ovenfor er digtet en del af digtsamlingen Trækfuglene, og tolkningen legitimeres netop af digtets placering i denne samling - Blicher har placeret det lige efter det første digt, Præludium, der skildrer digterjegets bevidsthed om, at døden nærmer sig, også her iklædt vinterdragt:

Sig nærmer Tiden, da jeg maa væk,/ Jeg hører Vinterens Stemme;/ Thi ogsaa jeg er kun her på Træk,/ Og haver andetsteds hjemme ( han døde dog først 10 år efter - i 1848)

Blichers liv var i mange år opslidende, tungt og depressivt, tynget af et elendigt ægteskab med en utro hustru og af en katastrofal økonomi, der gjorde, at han i sin fattigdom havde svært ved at forsørge sine mange børn. Resultatet blev depression og alkoholisme, hvilket sandsynliggør, at digtets grundstemning udspringer af hans tungsind.

I B.S. Ingemanns " I sne står urt og busk i skjul" ( 1831) er vinterstemningen og dermed digtets grundstemning en helt, helt anden.

Og det er den, fordi han i modsætning til Blicher kun i den første strofe ( også her ud af fire) beskriver vinteren uden for ruden, hvor buske og urter i kulden er dækket af sne.

Men allerede på dette tidlige tidspunkt i teksten springer forskellen mellem de to digtere læseren i øjnene: For hos Ingemann er der faktisk en lille fugl der synger, og denne lille skabning er digtets stemme, den har "ordet" i digtets tre sidste strofer. Og i modsætning til Blichers mørke livspessimisme, er det budskab, den formidler, lyst, optimistisk og fortrøstningsfuldt: Hvis blot vi har tålmodighed, så kommer foråret og dermed forløsningen fra vinterens kulde:

Giv tid! giv tid! - den nynner glad/ og ryster de små vinger, -/ giv tid! Og hver en kvist får blad;/ giv tid! - hver blomst udspringer.

Og det er ikke kun naturen, der vil blomstre op, når tiden kommer: også i mennesket vil "foråret" spire og komme til udfoldelse i form af både livslykke - alle drømme vil blive opfyldt - og af en åndelig vækkelse, der skal fordrive "åndens vinterblund". Og herfra bliver digtet religiøst, fordi Ingemann i digtets to sidste vers(linjer) konverterer forårets og det åndelige vækkelsesperspektiv til en indre fortrøstningsfuld sikkerhed om, at hvis vi blot giver tid og venter på Herrens stund = dødsøjeblikket, så kommer " hans skønhedsrige" - dvs. Paradis.

Hos Ingemann ender digtet således i et kristen fortrøstningsfuldt eveighedshåb og ikke som hos Blicher i håbet om den blot fysiske forløsning i døden. Men ligesom i Blicher-digtet kan man også her se forfatteren Ingemanns egen psykiske konstitution afspejle sig i diget: I modsætning til Blicher levede Ingenmann som lærer ved Sorø Akademi i rolig økonomisk tryghed et produktivt og lykkeligt liv sammen med sin trofaste ægtefælle Lucie Mandix. Større kontrast mellem to samtidige digteres liv i den danske guldalder er det svært at finde.

Jeppe Aakjær: Spurven sidder stum bag kvist og Sneflokke kommer vrimlende (26/1 1910 og 10/3-1916): I begge disse digte er det husmandssønnen og senere landmanden Aakjærs vinteroplevelser, der beskrives. Hos ham er der ingen længsel efter forår eller døds- og evighedssymbolik, vinteren med sne og kulde er en årstid, der har helt sin egen skønhed og munterhed, den er en tid, hvor det er godt at være indenfor i den varme stue, hvor der er tryghed og fællesskab.

Men også han tilegner de første strofer det kolde vintervejr: i Spurven sidder stum bag kvist lægger den blæsende og hårde vinter sin kolde hånd på kålgård og fugle: spurven er stum, kålgårdspilen piber trist og sneen fyger for nordenblæsten.

Anderledes lystigt går det for sig i Sneflokke kommer vrimlende : her kommer snefnuggene i flokke vrimlende og trimlende, de sluger hegn og gård, og de trænger ind i alle gårdens sprækker - helt ind til pølserne på rækkerne! Sammenlignet med starten af digtet om spurven, der i kulden sidder stum bag kvist, er dette vinterbillede fyldt af rytmisk liv, sproget hopper og danser, hvilket komponisten Thorvald Aagaard har fanget til perfektion i sin lystige melodi til digtet.

I begge digte fører Aakjær os efter sne- og frostbillederne ind i stald og stuehus, ind i varmen til de mennesker, der bebor det, og som på forskellig vis drager omsorg for dyr og børn - og for hinanden.

ISneflokke kommer vrimlende havnervisåledes inde hos gammelmor, deriført sine klokker ( = skørter)ser forsagt ud på den have og kålgård, som det sikkert er hendes opgave at passe, men som nu, hvor kålen ligger og tjørnen stikker og spidder snefug på sine pigge, er utilgængelig i frosten i Kjørmes-knud. Og vi ser hende sidde der og hive op i sokkerne, med grå hår og hue på - med så få penselsstrøg fører Aakjær denne gamle morlille ind i alle børns erindring fra første gang, de synger sangen. Det er en kunstnerisk genistreg !

I Spurven sidder stum bag kvist tager Aakjær, jeg'et i digtet, os allerede i den første strofe ved hånden og fører os væk fra den kolde vinter udendørs og ind i den hyggelige, varme og lavloftede stue, hvor rokkens lullende rytme fylder rummet. Dog kaster Aakjær også et blik ind i stalden - ind til den omsorg, hvormed faderen i digtet passer på sin dyr, hvorefter også han kommer indendøre. Og med lige så få penselsstrøg som i beskrivelsen af lillemor, der haler op i sokkerne, viser Åkjær os kærligheden og samhørigheden mellem de to forældre: Far mod stuen stiler,/ mor en bugt på tråden slår,/ ser op på far og smiler.

Dette beskedne hjem og beboernes enkle liv fyldes op af religiøsitet og lærdom - sådan husker digteren det. Efter arbejdet ude med at røgte kvæget ind og i stalden, hvor faderen har gnedet grisens blanke skind, for at den kan holde varmen, søger faderen åndelig opbyggelse i Biblen, " så tung en bog", medens han famler lidt "med spændets krog" og hvisker med Gud. Endnu engang opridser Aakjær en i virkeligheden kompleks situation med så få ord, at læseren aldrig glemmer denne scene, hvor vi så tydeligt ser husmandens enkle og samtidigt inderlige gudsforhold udfolde sig.

Livet i den lille stue lægger det helt essentielle grundlag for digterens gerning, ikke blot i hans minde som vemodig erindring, men her ved moderens gamle rok lærte hun ham at stave - at læse. Og i digtets nutid kalder den nu stillestående rok også minder frem om hans kristne børnelærdom. En kærligere beskrivelse af et barndomshjem er svær at finde.

                                                         ------ oooOooo ------

Fra disse to digte af Aakjær er der langt tilbage til den forpinte Blicher, der i vinterdigtetlænges mod sjælens og kroppens forløsning i døden - symbolsk pakket ind i en længsel mod foråret, der udebliver. Også Ingemanns trygge og optimistiske vinterdigt som en optakt til forår og livsopfyldelse ligger på et andet strøg end den i mulden forankrede Aakjærs digtning om det enkle landboliv i vinterens "knude".

                                                      Nissen i Spekhøkerens hus

                   Begge tegninger er lavet af Vilhelm Pedersen som illustrationer til eventyret  

            ⭐️ ✏️ 5): Nissen hos Spekhøkeren

I et brev fra den 20. November 1843 til forfatteren Ingemann skriver H.C.Andersen:"/.../ nu fortæller jeg af mit eget Bryst, griber en Idee for den Ældre - og fortæller saa for de Smaa, medens jeg husker paa at fader og Moder tidt lytte til og dem maa man give lidt for Tanken! "

Denne arbejdsmåde i han eventyr - og historiedigtning træder tydeligt frem for den voksne læser. De barnlige fortællinger bæres oppe af menneskekundskab og budskaber, af sandheder om vores menneskelige eksistens i alle aldre, i hvilke HCA havde et unikt indblik og for hvilke han han havde universel forståelse. Og han tog sit digterkald på sig, til glæde for både børn og voksne over hele verden.

I Nissen hos Spekhøkeren skildrer HCA i alt tre eksistensvilkår. Den lille Nisse, som ses på Vilhelm Pedersens illustration til historien, bor i et hus med flere etager, hvoraf vi hører om tre: stueetagen, hvor Spekhøkeren og hans Madamme, der har "Talegaver", bor og har Boutik, kvisten, hvor Studenten bor i et fattigt værelse, og taget med skorstenen, hvor historien rent geografisk til sidst ender. Spekhøkeren i historien er en "rigtig" Spekhøker og Studenten er en "rigtig" Student. Hermed markerer HCA, at hans personer er stereotype figurer, at de er såkaldte "flade" figurer, uden eller med kun ganske få individuelle kendetegn. Historien kunne dermed i praksis finde sted hvor som helst, typerne findes allevegne. Den lille Nisse, historiens hovedperson, færdes på alle tre etager, fordi han kan: HCA har valgt en nisse som en form for mediator mellem etager og miljøer, så vi med ham kan få indblik i, hvad der foregår i hele huset. Sådan opfatter den voksne læser ham - børn, derimod, oplever nissen i hans traditionelle rolle, som en eventyrlig lille fyr, der passer på hus, gård og dyr, som er trofast, blot han behandles godt og får sin grød med smør i til jul.

Spekhøkeren og hans butik : her bor Nissen i historien fast, fordi han hvert år til jul får "et Fad Grød med en stor Klump Smør i". Butikken og Spekhøkeren er altså Nissens eksistensgrundlag, og han har det godt her sammen med Madammen, Lysene, Osten, Smørfjerdingen (= smørtønde), Bøtten med gamle indpaknings-Aviser, Kaffemøllen og Pengeskuffen. Om natten sætter han Madammens Mundlæder på sine bofæller, så de får "Maal og Mæle". Og herved afsløres et miljø, som alle børn og voksne oplever i forskellige sammenhænge, hvad enten det er i familier, i skoleklasser, i sportsklubber, på arbejdspladser eller i foreninger, kort sagt alle steder, hvor flere personer er sammen. Bøtten, Kaffemøllen, Smørfjerdingen og Pengeskuffen: alle vil tale, der snakkes og sladres, især om Studenten på kvisten, der har tilladt sig at mene, at Spekhøkeren ikke har forstand på Poesi. Og alle er enige med den, der i denne forsamling har det største ego og fører ordet, i dette tilfælde den omfangsrige Bøtte, hvilket ikke er en tilfældighed fra HCA's side.

Studentens kvistkammer: Nissen bliver harm på Studenten over hans "uartighed" overfor Spekhøkeren, så han smutter om natten op ad køkkentrappen og kigger ind ad Studentens nøglehul. Og så sker der et skred i Nissens verdensopfattelse: verden og livet udvider sig, for gennem nøglehullet ser han lige ind i poesiens og kunstens fortryllende verden. Studenten læser i en gammel poesibog, og op fra den rejser der sig det smukkeste træ, hvis grene breder sig ud over Studenten, og hvis blomster og frugter er de dejligste pigehoveder og skinnende stjerner.

Men trods Nissen fortryllese over den nyopdagede verden af kunst og poesi er han ikke parat til at forlade Spekhøkeren og slå sig ned hos Studenten - for han har ingen grød!

Nissen mellem to verdener, to etager:

Nissen er en lille pragmatisk fyr, han bliver hos Spekhøkeren, men hans sjælefred er forstyrret: det sladderagtige og trivielle miljø hos Spekhøkeren med al dets "Viisdom og Forstand" er blevet ham for snævert, han må om aftenen op på kvisten og kigge ind ad Studentens nøglehul. Således pendler han frem og tilbage mellem etagerne: Om aftenen og om natten er Studenten og hans fortryllende verden "Mester" - men i efterårets og vinterens kulde og når Julegrøden serveres med en stor Klump smør, - så er Spekhøkeren "Mester".

Erkendelsen: Men en nat udbryder der brand i naboens hus. Nissen vil, som alle andre i Spekhøkerens butik, redde det bedste: han styrter op ad trappen og ind i Studentens kammer og snupper poesibogen - for dernæst at søge så lang væk i sikkerhed, som han kan - op op taget ved skorstenen, hvor hans store erkendelse sætter ind:

"Nu kjendte han sit Hjertelag, hvem han egentlig hørte til ; men da saa Ilden var slukket og han blev besindig, - ja: "jeg vil dele mig imellem dem!" sagde han: "jeg kan ikke reent slippe Spekhøkeren for Grødens Skyld!"

Og det var ganske menneskeligt! - Vi andre gaae ogsaa til Spekhøkeren - for Grøden"

HCA's budskab: I denne historie afdækker HCA med Nissens dilemma dualismen i alle voksnes liv: som fysiske væsner vi er bundet fast i en tilværelse, der kræver, at vi arbejder for at få brød på bordet og tag over hovedet. Hvis vi ikke gjorde, ville vi gå til grunde. Men som individuelle, sjælelige eksistenser har vi også et indre liv, der kræver at blive fyldt op, hvad enten det så er med kunst, religion eller interesser af alle mulige slags - blot de giver livet mening. Det er disse, der sammen med kærligheden, gør livet værd at leve: uden ville vi være bosiddende i Spekhøkerens butik, vi ville blot være tomme tønder, bundet fast i åndelig armod og tom og gold materialisme.

Historien om Nissens splittelse mellem den spirituelle/åndelige verden og den materialistiske viser os endnu engang HCA's store mesterskab i at skildre almenmenneskelige problemstillinger, og han viser os også - endnu engang - sin store indsigt i den menneskelige psyke: At det er i de store kriser i ens liv, at man når frem til de erkendelser af eksistentiel art, der  gør, at man udvikles og modnes: Således er ildebranden den ydre stærke begivenhed, den krise, der fører Nissen ud af hans indre vaklen mellem Spekhøkerens og Studentens verdener og frem til roen i den endelige, "voksne" erkendelse: at vi alle i livet, som en både fysisk og åndelig skabning, er tvunget til at at leve i begge verdener for at holde os i live.

          ⭐️ ✏️ 4): Viborgbispen Gunners levned 

Historien om Bisp Gunner - en lysende, livfuld og menneskekærlig skikkelse i dansk middelalder

- forfatter af Fortalen til Jyske Lov, et af de bedste stykker dansk prosa, der eksisterer.

I sit afsnit om Jyske Lov fra 1241 skriver Hal Koch i bd. 3 af Politikens Danmarks Historie bl.a. to ting:

1): at Jyske Lov er den monumentale afslutning på Valdemar den 2. Sejrs politiske gerning, og at der i loven kommer en helstøbt samfundsopfattelse til orde som i intet andet dansk dokument fra den danske middelalder.

2): at Fortalen til Jyske Lov er affattet på et så klart og kærnefuldt dansk, at den er et af de bedste stykker dansk prosa, der overhovedet eksisterer.

Derfor er den helt op til nutiden gengivet i landets skolebøger.

I min gymnasietid i slutningen af 1960'erne var den da også medtaget i det litteraturudvalg, vi dengang læste efter i 1.G. Pludselig, midt mellen tyske og danske folkeviser, dukkede der to stykker dansk middelalder-prosa op, begge Fortaler - til henholdsvis Saxos Danmarkshistorie (i dansk oversættelse) og til Jyske Lov, givet af Valdemar den 2. Sejr i Vordingborg, marts 1241.

Og teksterne gjorde indtryk, ikke blot fordi vi faktisk kunne læse og forstå det lidt knudrede sprog med de meget gammeldags sætningskonstruktioner, men også fordi de begge aftvang os ærefrygt - vi fik forklaret og forstod, hvilke vigtige dokumenter de var - både sprogligt og historisk.

Senere på mit studium gik det op for mig, at der i forbindelse med Jyske Lovs affattelse i 1241 findes en rigtig spændende historie om en biskop, der i en alder af 90 år menes at være den gejstelige med indsigt i kanonisk ret, der efter al sandsynlighed skrev fortalen til Jyske Lov:

Det er Bisp Gunner, i mange år cisterciensermunk og abbed i Øm Kloster ved Ry, dernæst fra 1222 biskop i Viborg til sin død i 1251, 100 år gammel !!

Han var en farverig skikkelse, og grunden til, at vi ved en hel del om ham, er en for tiden i 1200-tallet ganske usædvanlig og enestående levnedsskildring: Viborgbispen Gunners Levned , der skildrer hans liv og embedsførsel som biskop i Viborg.

Skriftet er ikke stort, men det er en livfuld skildring, der blev skrevet af en klosterbroder i Øm Kloster kort efter Gunners død og ca. 100 år efter indført som et slags tillæg til Øm Klosters Krønike fra ca. 1270. Og derved heldigvis sikret for eftertiden :-).

Embedsførsel og personlige egenskaber:

Den pågældende klosterbroder fra Øm Kloster har uden tvivl personligt kendt Bisp Gunner. Han skildrer ham som et forbillede, hvis livsførsel vil føre til sjælefrelse, ære og fremfang i livet for den, der følger hans vej, og årsagerne hertil er Gunners fromhed, intelligens og personlige karaktertræk.

Ved udnævnelsen til biskop bestræbte han sig på med større iver end nogensinde i sit klosterliv at iagttage munkenes regler og levevis. Han opfyldte sin bispegerning med omhu og værdighed, han var en yderst myndig og klog prælat med dyb indsigt i den hellige skrift, og han var meget omhyggelig i sin embedsførelse. På sine visitatsrejser rundt i stiftet var han nidkær, når det gjaldt både præster og kirkers udstyr - hvis fx præstens kirkeklæder og alterdugen ikke var rene og i tilbørlig stand, vankede der pengebøder !

Bisp Gunner havde imidlertid ikke kun indsigt i de bibelske tekster, men også i verdslig videnskab - i de såkaldte7 fri kunster, opdelt i 2 grupper: 1) retorik, dialektik og grammatik; 2) aritmetik, geometri, astronomi og musik. Og han var en dygtig lærer, som behandlede de unge klerke med elskværdig lune, når han for at skærpe deres tænkning stillede dem sokratiske spørgsmål. Flere af de elever, han havde under sine vinger, blev senere bisper, abbeder,provster og magistre - og alle gode prædikanter.

Som person var han ligetil, jævn og uforfængelig - ved udnævnelsen til biskop nægtede han at bære en sort bredskygget hat, der var biskoppers værdighedstegn. Hans livsførsel var spartansk, når det gjaldt ham selv - kun ét måltid om dagen, undtagen ved gæsteborde. Men selv ved sådanne lejligheder forblev han altid ædruelig og værdig i sin optræden - og han prædikede imod misbrug !!

Og noget tyder på, at han var dyreven: han forbød hold af jagthunde og falke !! - tidens traditionelle "jagtkammerater"

I hans karakter var der uden tvivl en barmhjertighedsstreng: han lod altid nåde gå for ret i sin behandling af syndere - dog var han streng mod mordere og lod sig kke formilde: de skulle betale den fulde bod.

Livet i klosteret:

Men trods hans store fromhed og personligenøjsommelevevis var bispelivet i Viborg ikke bare fromhed, messesang og bibellæsninger: Gunner var en glimrende været, når der var gæster: generøs og munter - der manglede intet - hverken af humør eller af mad.

Han holdt flere årlige fester, fx blev "Den hellige Jomfrus Himmelfartsdag" (d.15. august) fejret med stor festivitas sammen med egnens hærmænd med deres fruer, der blev budt til fest og ophold på det nærliggende Asmild nonnekloster. Også Julen, Herrens højhellige fødselsfest, blev altid fejret med stor og kostbar pragt - i dette tilfælde sammen med kirkens folk, lige fra munke til de højerestående klerke. Derudover sendte han bud efter alle sine venner og præster i stiftet - de skulle holde jul hos ham - og intet manglede. Heller ikke for hans personlige tjenere: de fik alle - fra den laveste til den højeste - fine, nye klæder.

Ud over festligholdelsen af disse to helligdage, indbød han to gange årligt alle Viborgs borgere til fest på Asmild Kloster. Og de blev lige så fyrsteligt beværtet som kirkens folk. Gunner opfattede selv denne generøsitet som en måde, hvorpå han ærede sit embede!

Det nærliggende Asmild nonnekloster, hvor han holdt sine årlige fesyer, stod han i et særdeles godt forhold til: han viste dem stor yndest og gavmildhed, fx forsynede dem dagligt med munkeportioner af mad og drikke fra sin stab. Hver jul på evangelisten Johannes Dag ( 3. Juledag) forsynede han dem med rigeligt mjød, fisk, mælkemad og endog kød. Han sørgede også for deres åndelige føde: han holdt messe for dem på denne dag og indviede nye nonner. For dem, og også for andre klostres nonner og for mange verdslige adelsfruer, var han en højt elsket fader og sjælesørger.

Forholdet til kongemagten: til kong Valdemar Sejr:

Ifølge vores klosterbroder og skribent fra Øm elskede Valdemar Sejr sin Viborgbisp, og han prioriterede ham over de andre bisper i landet. Han lod ham drage til Portugal for at føre sin søn, Valdemar den Unges forlovede til Danmark, og kongen tog han råd til følge i affattelsen af Jyske Lov i Vordingborg i 1241. Fordi Fortalen til Jyske Lov kræver en forfatter med gejstelig indsigt i kanonisk ret mener man, at det var den da 90-årige Gunner, der har skrevet den. Men der er gran af usikkerhed her, som nogle historieforskere, bl. Ditlev Tamm, påpeger. Men sandsynligheden er der: med hans store kirkelige indsigt i kanonisk ret ville det være mærkeligt, hvis Valdemar Sejr, der havde kaldt ham til Vordingborg som medlem af den nedsatte lov-kommision, ikke skulle have benyttet hans indsigt til affattelsen af denne tekst.

***Alle disse opridsede personlighedstræk ved Bisp Gunner, hans embedsførelse og hans livlighed og generøsitet ved festlige lejligheder, tegner billedet af en biskop og et menneske med store sociale kompetencer, med livslyst og med en renfærdig tilgang til både embede og medmennesker. Så tak til klosterbroderen fra Øm, der har beriget os med beskrivelsen af denne biskop og af dette menneske, der viser os, at klosterliv i middelalderen ikke bare var dystert og mørkt, men også livfuldt og lystigt.

Og takket være hans rolle i udfærdigelsen af Jyske Lov og af beskrivelsen af ham i dette lille skrift er Bisp Gunner husket helt op i moderne tid:

I 1938 , den 29. maj, blev en mindesten for ham afsløret ved Øm Kloster: den er udført af J.T. Skovgaard og skænket af fru Nathalia Thor Lange.

 ⭐️ ✏️3): Hyldest  til kakkelovnen - "kakkelovnslyrik"                        og hverdagspoesi:

Hvem husker ikke Hans Kurt synge "Tørresnoren" (1955 - tekst: Sigfred Pedersen, komponist: Knud Vad Thomsen) - en hverdagspoetisk hyldest til tørresnoren, der afsluttes med følgende, udødelige strofe med den sjove metafor i næstsidste vers:

Tørresnoren, tørresnoren,
den er gårdens poesi,
mælkemanden standser svimmel
langsomt vakler han forbi,
hør hvor tøjet blafrer lystigt,
under vindens basketag,
Våren går med nylonstrømper!
det er Jensens vaskedag!

- visen kan høres på nettet :-)

Denne hyldest til den prosaiske men stemningsskabende tørresnor, der før tørretumblernes tid hang i enhver gård og i enhver have, er et godt eksempel på hverdagspoesi, dvs. på, at poesien ikke altid finder sit stof i de højere luftlag eller i det menneskelige sinds dybeste kløfter - at ganske almindelige dagligdags, fysiske ting kan blive objekt for poesiens udfoldelse, blot de har tilstrækkelig markør-værdi.

I ældre litteratur er tilsvarende hyldester til kakkelovnen et godt eksempel på hverdags- poesi, udformet af nogle af vore klassiske forfattere - og denne side af deres produktion hører også med i litteraturhistorien.  

Ildsteder og kakkelovne - disse varmekilder spillede en stor rolle i danskernes dagligdag før oliefyr og centralvarme, og hos de af vore digtere, der skriver om dem, bruges og skildres de især på måder: som stemningsmarkører og som metaforer for menneskelige tilstande. Derudover har jeg fundet to hymner, dvs. lovprisninger af kakkelovnen.

Stemningsmarkører:

I Det er hvidt herude ( skrevet 1838) beskriver Steen Steensen Blicher (1782-1848) vinterkulden og vinterlandskabet rundt om sit hus, idét han som digtets forfatterjeg står uden for. Herude bider vinterkulden rigtigt, og selv om kakkelovnen eller arnen derfor ikke nævnes direkte, er det sådanne kulde-digte, der viser os baggrunden for deres forherligelser andre steder, bl.a. hos Jeppe Aakjær og H.C. Andersen.

Hos Jeppe Aakjær finder man skildringer af vinterkulden i Sneflokke kommer vrimlende, og i hans Paaskeøsten ryger kakkelovnen i den hårde og kolde blæst fra øst: "for Røgen vil "slaa ned"" . I Spurven sidder stum bag Kvist er emnet også vores kolde nordiske vinter, og heri dukker arnen op: - jo mere vinden hyler udenfor, jo mere varmer arnen i den lille hygggelige stue og gør livet udholdeligt for den lille hyttes beboere og husdyrl.

I Den uartige Dreng af H.C. Andersen siddder den gamle, gode digter "luunt og godt" ved sin kakkelovn "hvor Ilden brændte og Æblerne snurrede" medens "det [er] et forskrækkeligt ondt Veir udenfor". Men trygheden og hyggen fåe en brat ende, da han lukker den uartige dreng, Amor, ind i sin stue! For han skyder ham lige i hjertet - hvilket alle vi andre også på et eller måske flere tidspunkter i vore liv får lov at opleve !

Arnen, kakkelovnen og kakkelovnskrogen er i det hele taget symboler på hjemlig tryghed, velvære og varme - det er dem, der bringer mennesker og husdyr frelst igennem vores barske nordiske vintre.

Som metaforer for menneskelige tilstande:

dukker skorsten/kakkelovn og kakkelovnskrog op hos f.eks. følgende digtere:

Hos Ambrosius Stubs (1705-1758) i hans arie Den kiedsom Vinter gik sin gang: "Den kiedsom vintrer gik sin gang: /.../ Vor Kakkel-Ovn saa ene staaer,/ Og hver Dags Kolde-Syge faaer" ( koldesyge = malaria ). Det vil sige: i det ustadige forårsvejrs skiftende temperaturer oplever kakkelovnen, akkurat lige som mennesker, dage med skiftevis varme og feberlignende kulderystninger.

Et andet eksempel, hvor kakkelovn og skorsten står i stadig brand, er i Johan Herman Wessels ( 1742-1785) arie fra: Kærlighed uden Strømper. Heri bliver skorstenen, kakkelovnens himmelstræbende "afløbsrør" et billede på det menneskelige hjertes hede elskovsfølelser: "Paa mit Hiertes Skorsteen brænder/ En harpixet Elskovs Brand,/ Som er tændt i begge Ender/ Elskovs Gud den tændte an./ Hver, som Røgen seer opstige, / (Røgen er min Aria)/ Tænke maa, om ikke sige:/ Der er hedt, hvor den kom fra".

I H. C. Andersens (1805-1875) digt om hjemmet i Odense Mit Barndoms Hjem er kakkelovnen en del af det kærlighedsfyldte helhedsbillede, Andersen opridser, hjemmets fattigdom til trods: ved højtider bliver stuen pyntet med duftende birkegrene og kranse af skovmærker - og kakkelovnen "fik Glands" - dvs. den blev pudset og gjort klar til fest ligesom husets beboere blev det før i tiden på festdage!

I eventyret Snemanden ( juleeventyr fra 1861) fortæller H. C. Andersen om Snemanden, der forelsker sig i en kakkelovn, og hans hedeste ønske er at komme hende nær. Men en mere uheldig, umulig og livstruende forelskelse kan man næppe forestille sig, og konstellationen snemand/kakkelovn er da også fra HCA's side et genialt billede på forelskelsens uforudsigelighed, på at den i visse tilfælde er håbløs og umulig, fordi den nogle gange, os selv ubevidst, rammer blindt - dér, hvor alt håb på forhånd er ude.

Snemanden gøres opmærksom på kakkelovnens eksistens af lænkehunden på den gård, hvor han står udenfor. Gennem lænkehundens beretning får man som læser alle de fordele ved kakkelovnen serveret, som digtere kan opremse: kakkelovnen er "det deiligste i Verden", den giver varme og tryghed "O, den Kakkelovn drømmer jeg endnu om" og "Man maa holde sig paa Siden af den, tæt op, ind under den, det er en uendelig Behagelighed". Lænkehundens beskrivelse og Snemandens egne smugkig ind gennem kældervinduet på den skønne blankpolerede kakkelovn med messingtromle gør ham forelsket og ulykkelig - han lider af "Kakkelovns-Længsel". Og da frostvejret stilner af og vejret slår om i tø, smelter han, og det viser sig, at han som stiver har haft en "Kakkelovnsskraber" i ryggen ! Sikke en enkel og genial idé : HCA afdækker her med endnu et enkelt kneb noget så komplekst som den menneskelige forelskelses inderste væsen: at den vågner ved bekendtskabet med en anden, som den dernæst retter sig mod, fordi denne anden på en subtil måde, ubevidst for os selv, taler til et træk og en længsel i ens eget væsen.

Fælles for alle ovenstående eksempler er som sagt, at skorste/kakkelovn delvist menneskeliggøres - de tillægges menneskelige egenskaber: hos Stub får den malaria, hos Wessel er metaforen - "mit Hiertes Skorsteen" - så levende, at vi ser de to som værende et ! Og i Andersens digt om barndomshjemmet pyntes kakkelovnen til fest, og i eventyret er den så levende, at den sætter liv i den kolde snemand.

To hymner til kakkelovnen: 

Som en højt elsket del af familiens bolig og dagligdag bliver skorsten og kakkelovn da også ligefrem i nogle tekster til objekt for forgudelse fra menneskets side. Det gælder således Thomas Kingo: Næve-tud og Knud-herud, Adam Oehlenschläger: Min kakkelovn .

Thomas Kingo (1634-1703) - vores største og berømteste digter fra barokkens tidsalder og sammen med Brorson, Grundtvig og Ingemann en af vore største salmedigtere. Han gjorde gejstlig karriere og døde som biskop over Fyens Stift. Men starten på hans liv var mindre gloriøst: som 16-årig latinskoleelev i fødebyen Slangerup gjorde han en pige gravid udenfor ægteskab, og som "nyttig straf" blev han forflyttet fra den lokale latinskole til den større og bedre Frederiksborg Skole i Hillerød.

Som ung skrev han muntre og sjælfulde elskovsdigte, bl.a. rimbrevet Næve-tud og Knud-herud. Denne

titel kræver en forklaring: Næve-tud betyder: at tude i hænderne imod kulde, og Knud-herud fortæller os, at digtet foregår den 7. januar, der er Hertug Knud Lavards døds- og helgendag og samtidig den første hverdag efter julehelligdagene og Helligtrekonger. Heraf er "Knud bærer julen ud" opstået som en vending for den 7. januar i det danske sprog !

En del af Næve-tud og Knud-herud hedder Gæt hvis ønske :

I dette digt leger Kingo, som bestemt ikke mangler maskulin selvtillid, med den tanke, at en kvinde tæres hen af længsel efter ham, der er ude i det kolde vintervejr, i en sådan grad, at hun ønsker sig omgjort til en kakkelovn ! fordi en sådan med sin varme og hede vil kunne skabe intim forbindelse mellem hende og ham selv.

I en sådan transformation kan hendes skød være en kakkelovnskrog, hvor Kingo kan varme sig, når han kommer forfrossen ind ad døren, hendes kind kan være en kakkelovn, hvorpå han kan varme/stege sin kolde næse, hendes barm kan være en kakkel-tud , dvs. et kakkelovnsrør, hvorpå han kan optø sin "Lomme-Mad og Hvede-Strud". Hendes forgudelse af ham er så voldsom, at hun i en ikke helt gennemtænkt idé ønsker flg.: var hendes hals dog blot et lille søm, der var slået op ved siden af kakkelovnen, så kunne det bære hans hose-bånd og bukserem ! Her kan man med fuld ret sige, at lidenskab er halsløs gerning !

Digtet har taget en lidt dristig drejning, og det fortsætter derudad: Nu ønsker hun sig omgjort til et fyrrebækken ( dvs. et bækken, som hører til kakkelovnen, fyldt med gløder) - for hun vil varme hans seng op - hver tråd, hver fjer, hvert strå ned til sengebunden - så han kan falde i søvn og drømme om hende og ved sig selv sige: "Du dejlig Sommer-Lilje/ Naar jeg engang faar favnet dig,/ Sig Vinter vel skal stille" ! (= ophøre).

Adam Oehlenschläger ( 1779-1850) vores fornemste repræsentant for dansk guldalderdigtning, skriver i 1833 digtet Min kakkelovn. Oeh. boede på dette tidspunkt til leje i Bispegården på hjørnet af Nørregade og Studiestræde i Københavns indre by ( fra 1822-1835), så man må gå ud fra, at det er en hymne til en af bispegårdens ovne.

Kakkelovnen er i digtets første strofe hans elskerinde, hans trøst, der venter på ham i den kolde stue. Af digtets følgende strofer fremgår det, at han lokkes af hendes ynde, selv om hun er en ældre model med et koldt hjerte hamret i jern og med en oprindelig kold natur. Men når "Bøgekuren" tages i brug, bliver hun hed og kærlig, og så varmer hun hans kolde vinterkammer og hans hjerte op, så det indtages af drømme og barndomsminder - verden bliver smuk og alfen, barndomsminderne og længsler, leger blindebuk.Digtet med dets metaforik er her et typisk eksempel på, at en genstand, her kakkelovnen i bispegården, menneskeliggøres for at spejle forfatterens eget væsen og hans tankeverden.

⭐️✏️ 2): "Dronning Dagmars Død", den onde dronning       Bengerd, "Dronning Dagmar-synder" og Dagmarkors

- de historiske folkeviser omkring Dronning Dagmar (1186-1212) og dronning Berengaria (1198-1221), Valdemar den 2. Sejrs to hustruer.

Omkring Dronning Dagmar (1186-1212, Valdemar d.2 Sejrs dronning fra 1205 - 1212) findes der i dansk forlkevisetradition 5 viser: Bøhmerlandsdronningen (Dagmar var før sit giftermål med den danske konge prinsesse af Bøhmen), Dronning Dagmar og Junker Strange, Dronning Dagmar spåes af en Havfrue, Dronning Dagmar ligger i Ribe syg og Dronning Berengaria.

Mest kendt, og med god ret, er Dronning Dagmar ligger i Ribe syg. Visen skildrer Dagmars død i barselsseng efter et kejsersnit, der bringer hendes anden søn til verden. Dronningen er klar over, hvor alvorlig hendes tilstand er, så hun beder Liden Kirsten, som er tilkaldt, om at sende bud efter kongen, som opholder sig i Skanderborg. En "liden smaadreng" drager frygtløst alene afsted, og han finder kongen ved et spillebord i Skanderborg. Kongen slår spillebordet sammen "saa alle de terninger siunge", heftigheden er i visen et klart udtryk for kærligheden mellem de to.

Han begiver sig nu straks ud på et ridt, der er et af de kendteste i danmarkshistorien *: fulgt af oprindeligt 100 svende fræser han afsted ned gennem Jylland på sin hest som var den en Harley Davidson, og da han når frem til Ribe, rider han alene. Sammen med dronningens jomfruer lykkes det ham ved bøn at vække hende tillive, og nu fremsætter Dagmar nogle ønsker, der tegner billedet af en næstekærlig og klog dronning, men også af en kvinde, der i sin dødsstund prøver at gøre det godt for sin elskede ægtemand og konge: hun beder om amnesti til alle tilfangetagne fredløse, og hun advarer kongen mod at gifte sig med den portugisiske prinsesse Berengaria - " hun er så besk en blomme"

Dagmar blev lige fra sin vielse til Valdemar Sejr meget populær pga. sit milde, lyse og fromme væsen, hun ville det bedste for landets indbyggere, og hun var ikke bange for at tage livtag med sin konge for at trumfe sin vilje igennem. Visen her var i Middelalderen en af de mest populære, og dens fremstilling af Dagmar og Brenegaria har været med til at tegne billederne af de to som hinandens modsætninger. Der vides ikke meget om Berengaria, som Valdemar Sejr, trods Dagmars afvarsler, giftede sig med i 1214. Men visekredsen omkring Dagmar tegner et billede af hende som en selvoptaget, egoistisk og forfængelig kvinde, grisk efter land og guld. Historikere mener i dag, at det negative billede kan være tegnet som et resultat af de kaotiske og borgerkrigshærgende tider, som hendes tre sønner: kongerne Erik, Abel og Christoffer, kastede landet ud i.

*Et andet berømt ridt, der minder om Valdemar Sejrs, findes i Adam Oehlenschlägers romance De tvende Kierketaarne. Asker Ryg vender hjem efter at have været i leding, og han har travlt: "Da han drog igiennem den Skov/ Da fulgte ham tredive Svenne;/ Der han kom til Finnesløvlille,/ Da reed den Herre alene". Omstændighederne er her dog glædelige - han kan næsten ikke vente med at se, om hans hustru har sat et spir ( for en pige) eller et tårn (for en dreng) på den kirke, han har beordret hende til at opføre i hans fravær: der er to tårne !! for de to sønner: Absalon og Esbern Snare.

Dronning Dagmar synd: I den historiske folkevise "Dronning Dagmar ligger i Ribe syg" dør Dronning Dagmar i barselsseng, før hendes konge, trods et vildt ridt fra Skanderborg til Ribe på sin Harley Davidson-hest , når frem til hendes dødsleje. Den dybt ulykkelige konge beder sammen med dronningens jomfruer om, at hun må vågne op, så han kan tale med hende en sidste gang. Dronningen vågner mirakuløst, men bebrejder kongen, at han har vækket hende :"Min ædle herre, Kong Valdemar,/ hvi gjorde I mig den møde?". I den næste strofe bekender hun sit synderegister, som er meget kort: " /.../ jeg haver ej andet misgjort,/end at mine silkeærmer små/jeg haver om søndag snørt /.../.

Denne synd : at hun på helligdage har udvist forfængelighed ved at gøre sin klædedragt mere tiltrækkende, er i senere tider blevet til en stående vending i det danske sprog: at begå en "Dronning Dagmar synd" er det samme som ingen synd af betydning at have begået . Eller som det forklares i Ordbog over det danske sprog (ODS): - "om et (fromt) menneskes ringe synd, som dog fremkalder skyldfølelse".

Alle i Danmark kender Dagmarkorset, det smukke byzantinske guld- og emaljekors fra omkring år 1000, der i kopi er givet til utallige danske piger i enten dåbs- eller konfirmationsgave. Korset blev fundet i Sankt Bendts Kirke i Ringsted i 1683, da den daværende sognepræst Christen Blichfeldt ville have sin kone gravsat i kirkens gulv. Under gravearbejdet blev både Dronning Dagmars og hendes svigerindes, Valdemar Sejrs søster og enke efter den svenske konge Erik X , Richizas grave ødelagte. Så historikere er i tvivl om, hvilken grav korset stammer fra. Under alle omstændigheder er korset kostbart og har derfor med sikkerhed tilhørt en kongelig person.

Da den danske prinsesse Alexandra i 1863 skulle giftes med den engelske tronarving, den senere konge, Edward d. 7., forærede Frederik den 7. hende en kopi af Dagmarkorset - siden da har det været et dansk nationalsymbol.

  ⭐️ ✏️  1): Folkevise: "Den dyre Kaabe" - en                                       riddervise:

- en ironisk vise om en fjoget ridder, der ikke just udviser ridderlighed, men fremstår som et umandigt fjols med kludekuller. Visen er et eksempel på, at der i ridderviserne kan forekomme en smilende distance til riddervæsenet.

En ung "skønnen Jomfrue" ( altså ugift og uberørt af mandehånd) kommer gående alene i engen, og her møder hun en steg, en "favren Ungersvend" ( altså også ugift), som vækker hendes sanser. Hun er en frimodig og handlekraftig ung dame - meget moderne :-) - så hun foreslår den favre ungersvend, at han skal rede dem en seng ved at lægge begge deres kåber på jorden.

MEN AK - han er gladere for sin nye skarlagens-kåbe end for dagens tilbud, som ellers nok ville kun få en rigtig ridder til at glemme noget så prosaisk som penge: kåben har kostet ham hele 15 mark, så : "Jeg breder ikke min Kaabe under dig /... / bliver hun et Sind (= en gang) i Duggen blødt/ hun rimper i hver en Søm".

Den skønnen Jomfue er også kvik, så hun er med det samme klar over, at hun har mødt en "sypige" og ikke en steg - det ydre kan bedrage !!! Og i hendes kønne hoved opstår der straks en handlingsplan, som skal skaffe hende oprejsning. Hun siger, at hun vil opsøge sin mor og låne et Bolster ( = stribet bomulds/hør dynebetræk af kraftig kvalitet), som kan tåle at blive lagt i duggen på jorden. Hun slår hans kåbe op over hovedet på ham ( !!! ) og beder ham vente, til hun kommer tilbage med bolsteret.

Men hun går leende derfra, og hun kommer selvfølgelig ikke tilbage - forskellen mellem de to understreges i visen ved, at hendes kåbe er af et mere kostbart materiale end hans, men for hende er elskov vigtigere end penge.

Med kåben over hovedet ( i visen et billede på, at hans forfængelighed og kærlighed til penge forblinder ham) står han i engen i to døgn og venter forgæves på hende. Og han ser hende heller ikke igen mellem Paaske og Pindse - både et poetisk udtryk for "meget lang tid" og en konkret tidsangivelse. Nu står han med håret ned ad nakken - og som den tumpe, han er, tør han ikke i Pindsen gå til kirke af skræk for at møde hende. Men han bliver nødt til at gå alligevel - andet ville i middelalderen være utænkeligt - og han støder selvfølgelig ind i hende.

Og så viser han endnu engang, at han ikke er udstyret med for mange brikker: han spørger hende, hvor deres fælles "gode Vilje", dvs. indbyrdes forståelse, er blevet af - hvordan har aftalen fået "saa skiden en Ende" ? Dette viser to ting: at han prøver at tørre ansvaret for den ufuldbyrdede elskovsakt af på hende, og at der ikke hos ham, som den tøjion han er, er nogen erkendelse af konsekvensen af hans egen prioritet af den dyre kåbe. Og jomfruen kan ikke andet end rive ham hans lunkne holdning til hendes generøse forslag i næsen: kåben betød mere for dig end en hyrdetime med mig - hvis jeg havde være en mand i den situation, ville jeg have lagt min kostbare "Gyldenstykke"- kåbe i duggen på jorden!

MORALE: Især til alle de store drenge og mænd, der holder mere af deres racercykel, motorcykel eller bil end af deres kæreste eller kone: CARPE DIEM !!!

Hér starter teksten. Du kan klikke her og begynde at skrive. Porro quisquam est qui dolorem ipsum quia dolor sit amet consectetur adipisci velit sed quia non numquam eius modi tempora incidunt ut labore et dolore magnam aliquam quaerat.

Din titel

Hér starter teksten. Du kan klikke her og begynde at skrive. Sed ut perspiciatis unde omnis iste natus error sit voluptatem accusantium doloremque laudantium totam rem aperiam eaque ipsa quae ab illo inventore veritatis et quasi architecto beatae vitae dicta sunt explicabo nemo enim ipsam voluptatem.

Skønne blomster til enhver lejlighed

Rem aperiam eaque ipsa quae ab illo inventore veritatis et quasi architecto beatae vitae dicta sunt explicabo nemo enim ipsam voluptatem quia.

Sig det til hende med blomster fra os

Illo inventore veritatis et quasi architecto beatae vitae dicta sunt explicabo nemo enim ipsam voluptatem quia voluptas sit aspernatur aut
+45 77664455